Jeg oplevede en ny side af mig selv i dag. Jeg blev bæredygtighedsfetichist!!!
Bæredygtighedstanken er stille og roligt sneget sig ind på os. Du kan dårligt læse en jobannonce uden, der optræder begreber som økonomisk bæredygtighed, en bæredygtig afdeling eller bæredygtig opgaveløsning. I min hverdag er det ikke stort anderledes.
Vi er gået fra at arbejde med økologi over selvforsyning og er nu endt med bæredygtighed. Vi dyrker vores jord efter bæredygtige principper, bestræber os på at bytte os til ting, fremfor at lave for omfattende investeringer og bytter ydelser, så vi hver især bidrager med det, vi er bedst til. Og vores dyr bliver ikke solgt som økologiske – dertil er bureaukratiet i omlægningen til økologi alt for omstændeligt, men som dyr, der er opvokset efter bæredygtige principper. Det vil i deres tilfælde sige, at alt konventionelt foder er økologisk, men at de stadig får køkkenaffald, rester fra børnehaven, dagplejen og hvem der ellers har større mængder af mad, der ellers ville ende i skraldespanden.
I dagligdagen kommer det til udtryk med at spise efter årstiderne og sikre, at vi stort set ikke smider madrester ud. Det er så rimelig nemt at efterkomme i vores tilfælde, fordi det hele alligevel ender hos grisene. Men i dag, stod jeg i den lokale Fakta og skulle købe et par liter økomælk. Udenfor lå der forskellige former for grønt, og jeg så mig selv lægge en costaricansk vandmelon i kurven. Da jeg er indehaver af 2 børn, der lider af en uhelbredelig melonitis, kom købet jo egentlig ikke uventet, men jeg fik øjeblikkelig dårlig samvittighed over at købe en frugt, der ikke er i sæson og som oven i købet stammer fra et land, der ikke findes direkte flyforbindelse til fra Kastrup.
Det gik op for mig, at jeg simpelthen er blevet bæredygtighedsfanatiker. Nu er jeg generelt ikke tilhænger af fanatisme, og er nødt til at spørge mig selv, om det fører nogen steder hen at påføre sig selv dårlig samvittighed over at gøre et lille ekstravagant indkøb for at glæde sine unger, og sig selv? Jeg nåede til konklusionen, at nej det positive output af den dårlige samvittighed vil være umanerligt ringe sammenlignet med den popularitet jeg vil opleve hos ungerne, når de får serveret vandmelon til morgenmad.
Så godt nok vil jeg gerne leve efter bæredygtige principper, men så må vi jo gå i fryseren efter sommerens squashhøst og i kælderen efter kartoffelhøsten og spise 100 % hjemmedyrket squashsuppe i morgen. Hvis vi så oven i købet dropper de hjemmeproducerede bacontern og kører den gennemførte vegetariske stil, mon ikke vi så kan forblive nogenlunde på det samme trin på Co2 karmastigen, som vi var i morges?