Bæredygtigt liv, grønt, Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Sæsonskifte: Mødet mellem sommer- og efterårsgrønt

Jeg værdsætter i meget høj grad at bo i et land, hvor vi kan mærke årstiderne skifte. Jeg tror, min begejstring for fx kålsalater, jordbær og æbler, ville være væsentlig mindre, hvis jeg havde fri adgang til dem hele året rundt.

Her ville den kvikke læser selvfølgelig kunne anføre at: ” Det har supermarkederne da sørget for, du har. ” Og ja, det har de i allerhøjeste grad, men det passer ikke rigtig ind i livsstilen som selvforsyner og bæredygtig bondekone frit at købe, hvad supermarkederne falbyder. For ærlig talt, så er der en kæmpe forskel på, om dine jordbær er plukket for 20 minutter siden i din egen have, eller for 5 dage siden i Sydafrika, og har brugt de sidste dage på en massiv CO2 udledning i transport. Det kan smages både i den reelle smag og den dårlige smag i munden over unødig miljøbelastning.

Er der noget som at høste den første spinat til en spinattærte, ovenpå en vinter, hvor rodfrugterne til sidst er ved at være mere end almindeligt slatne, eller at høste de første spæde blade grønkål og blande dem med de første æbler eller vindruer fra årets høst og valnødder til en grønkålsalat, når høsten af drivhusgrøntsager begynder at ebbe ud i oktober måned?

Men udover at kunne nyde den gode smag, så er sæsonskift sjovt nok også det tidspunkt på året, hvor jeg er mest inspireret til at prøve nye opskrifter af i køkkenet.

Når sommeren for alvor bliver afløst af solskinsfyldte efterårsdage med den begyndende kølige vind, der varsler om aftener foran brændeovnen med varm hyldebærsaft, ristede kastanjer eller nøddeknækkeri, der kendetegner ruskende kolde og våde efterårsaftener her på gården, er der altid travlt i køkkenet med syltning og eksperimenter i lange baner.

I år har det været en nogenlunde squashhøst og en helt fantastisk tomathøst, men begge dele begynder så småt at rinde ud. De få squash, der er tilbage, vokser ikke, men forbliver små og faste, så de er ideelle til omeletter eller squashfrikadeller og andre retter, hvor de ikke må være for vandede. De mange grønne tomater, der stadig hænger på friland og i drivhuset, modner kun meget langsomt, men så længe, der ikke er nattefrost, får de lov at blive ude og modne mest muligt, indtil de ender som stegte grønne tomater eller som grøn tomatmarmelade.

Græskarhøsten i år bliver præget af, at den tørre sommer har ladet frugterne vente på sig, så mine butternut squash er stadig på størrelse med en lille squash og hokkaidoerne har slet ikke nået at sætte frugter. Til gengæld lader det til, at Halloween græskarrene har været noget mere ligeglade, så jeg høstede den første 8 kg græskarbasse for et par uger siden, og der har stort set været græskar i næsten alle måltider siden. Årets favorit er helt klart gedechilien, hvor jeg fik brugt resterne af det græskar, jeg bagte til at lave græskargnocchi, et projekt jeg ikke kommer til at gentage!

Men en af sæsonens første græskarretter blev et møde mellem årstiderne, hvor de af årets små søde cherrytomater og squash fik lov at møde græskarret i en cremet pastaret med den uigenkaldeligt sidste rest af bacon (godt vi skal slagte om en måned), masser af basilikum fra drivhuset og pasta af de mange æg, vi er begyndt at få fra forårets kyllinger.

Please follow and like us:
Bæredygtigt liv

Da Emma blev til Emmer

Forleden skulle der kastereres pattegrise. Det er en side af det bæredygtige landmandsliv, der er knap så idyllisk, som vi ellers hylder. Heldigvis er det rimelig hurtig overstået, dyrelægen er hurtig og effektiv, og med årene er vi som hjælpere også blevet væsentlig mere erfarne. Udfordringen med frilandsdyr er jo, at de ligesom skal fanges, inden der kan snittes i dem, og hvor det de første år var noget med nærmest at styrte rundt ude på marken efter de stakkels små gutter, så har vi nu fået en hvis erfaring, der gør det muligt at få det overstået temmelig hurtigt. Soen er altid ekstremt sur, og smågrisene er mest af alt utilfredse med at miste jordforbindelsen. Så der er altid en hylen og skrigen, der er overstået, så snart de små kræ har alle fire ben på jorden igen, og kan suse hen til mor og få en trøstetår ved patterne.

Et par af de ivrige tilskuere til seancen var vores tre staldkatte. Hos min mormor og morfar, var kattene altid staldkatte. Et par af dem fik en gang imellem lov at komme i køkkenet og varme sig foran kokskomfuret, men ellers holdt de til i vaskerummet og kunne bruge nætterne på at jage mus og rotter. En af de staldkatte, jeg husker fra min tidlige barndom som en flittig gæst foran kokskomfuret var, Tarzine. En kælen gråbrun stribet kat, der oprindelig lystrede navnet Tarzan, men da Tarzans tykke mave viste sig ikke at skyldes for mange mus, men derimod at skjule en flok killinger, tog hun altså navneforandring til Tarzine.

Hos os har situationen var lige omvendt af Tarzan. En af vores ivrige tilskuere har vi længe ventet på skulle få killinger. Godt nok er Emma kun et år gammel, men hun har længe været rimelig tyk, så vi har ventet i spænding på, om hun ville føde gode killinger og om hun – som mange andre hun katte – forhåbentlig ville blive mere agressiv overfor mus og rotter, for indtil videre har hun været den mest mængende og kælne af alle vores katte. Hun er en sikker gæst, hvis en af os lige har brug for en pause og sætter os i halmballerne og kigger på smågrisene i fareboksen. 

Således trængte jeg til lige at nyde synet af diende pattegrise, der havde fundet ro igen sammen med deres mor, og fandt mig selv siddende i halmballerne med Emma på skødet.

Måske var det dagens oprindelige fokus på de ædlere dele, der havde sat sit præg, i alt fald måtte jeg i løbet af min snak med Emma konkludere, at jeg fremadrettet må indstille mig på at snakke med Emmer, for med mindre vores kattes anatomi adskiller sig væsentligt fra alle andres, må jeg nok konstatere, at der aldrig kommer killinger ud af den tykke mave, men at Emmer måske nok i stedet bare er glad for mad, og formentlig også sørger for at fange en hel del af den selv.

Please follow and like us:
Bæredygtigt liv, Ikke kategoriseret

Middag hos mormor

Velkomstdrink på gårdspladsen

Fredag aften holdt vi markedsføringsmiddag for en række venner på konceptet Middag hos mormor. En pop up restaurant for grupper, firmaer, familier mv., der forudbestiller en god intim middag via oplevelsessiden på Airbnb. Middagen er naturligvis lavet af gårdens råvarer suppleret med lokale råvarer fra omkringliggende producenter.

Idéen opstod for et par år siden, måske fordi den var så umanerlig nærliggende, når nu vi hver aften selv spiser aftensmad i mormors spisestue. Samtidig har kogebogen “Min mormors køkken” været mere eller mindre færdigskrevet de sidste seks år, men desværre er der endnu ikke kommet hul igennem til et forlag.

Personligt associerer jeg Middag hos mormor med nærvær, bæredygtig mad, intet madspild, hjemmelige rammer, nærvær og forkælelse. Alt sammen noget, jeg prøver at implementere i selve middagen.

For mange af prøvemiddagens gæster var associationerne mere krebinetter og citronfromage, men de kunne dog allesammen nikke genkendende til nærværet, det hjemlige, hyggelige og intime, og der var anerkendende kommentarer til idéen om at lægge vores kommende BnB lejlighed op under overskriften “A farm like home”.

Lakserillettes på ramsløgspesto

Nu skal jeg så bare arbejde lidt mere på brandingen af “middag hos mormor”, så det kommer tydligere frem, at menuen ikke per definition står på tarteletter, flæskesteg og blommetrifli, men derimod byder på bæredygtig mad på den hyggelige måde. Det bliver en spændende rejse, og vi håber at komme sikkert i land med den.

Please follow and like us:
Bæredygtigt liv, Livet på Dambækgaard

Imens vi venter på foråret

Kalenderen siger Langfredag og næstsidste dag i marts og dermed slutningen på den første officielle forårsmåned. Faktum er bare, at selvom kalenderen siger én ting, så holder vejrguderne altså på noget andet og har leveret frost og indtil flere snebyger af en kaliber, så vejrguderne har givet deres mening alvorligt til kende.
Godt nok kribler det i fingrene, men mens vi voksne brokker os over, at vi stadig ikke kan komme i jorden, at vores forspiringer bliver alt for store i vindueskarmene, at nu er vi trætte af snevejr, så har børn og dyr en helt anden tilgang til det.

Således blev årets langfredag til en kælketur med alle unger i det skønne Boesdal, hvor de sneen sprøjtede så meget om ørerne på dem på vej ned af skrænterne, at man skulle tro, de havde leget sneboldkamp. Imens nød dyrene lyset og varmen fra solen.

Grisene hygger sig
Emma i halmen
IMG_1164

De tre dage gamle pattegrise moslede rundt i halmen, katten nød en solstribe igennem staldvinduet på ryggen i en halmballe, gederne hang ud ved deres grenbunke i solen, mens hønsene puttede sig i solstrålerne mellem syrengrenene og ænderne nød varmen fra solen, mens de fik gødet drivhuset under deres oprydning for dræbersnegle.

Høns i solen
Ænderne i drivhuset

Så stik imod, hvad der sig hør og bør sådan en højhellig langfredag, blev det alt i alt en ret livsbekræftende dag, hvor varmen fra solen gjorde det muligt at drikke eftermiddagskaffen i solen i bærhaven, og de første fregner dukkede op på næsen af både børn og mor.

Please follow and like us:
Ikke kategoriseret

Marts – glæder og utålmodighed

Sne på markerne

Jeg elsker vinter, altså vinter hvor sneen daler blødt i store snefnug og lægger sig som en dyne over hele landet. Sneen gør gode ting for os, den tvinger os til at sætte tempoet ned og gør os ude af stand til at skynde os, for når vejene er glatte og togene er forsinket, er vi nødt til at tage tingene lidt mere roligt.

De sidste års våde vintre kan jeg sagtens være foruden. Jeg vil langt hellere bytte en kold og våd november dag med en frostklar, frisk og hvid februar dag.

Udfordringen, kommer så når vinteren melder sin ankomst i marts!

Aubergineplanter

Det er jo her kalenderen melder forår, og det begynder at krible i fingrene forat komme i jorden forberede den til at modtage de mange forspiringer, der foretages inden døre.

Iskrystaller på ruden

Dilemmaet mellem glæden over den hvide udsigt fra vinduerne, hvor markerne er dækket af sne og der dannes iskrystaller i tagvinduerne, mens aubergine-planterne titter frem med de første blade, og kålfrøene egentlig skulle i potter ude i mistbænken.

Det er her, glæden skal kæmpe lidt med utålmodigheden.
Men man kan jo også vælge at tage det som en velfortjent pause og putte foran brændeovnen med en varm kop myntete, af den tørrede mynte fra sidste års høst og glæde sig til, de første mynteblade igen titter op af jorden.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Privilegiet at høste om vinteren

De fleste haveinteresserede kender fornøjelsen ved september måneds overflod af afgrøder, der skal høstes, syltes, koges eller fermenteres.
Og så er der februar måned, kendt for frostklare dage, og perioden, hvor forspirringerne indendørs for alvor går i gang. Jeg elsker vinter, altså den der rigtige vinter, men sne og de frostklare dage, hvor man nærmest kan se diverse bakterier og skadedyr dø ved frostens kølle. Udfordringen er bare det der med, at grøntsager altså smager bedst, når de er helt friske, og de er altså pokkers svære at få op af jorden, når det er minus 5 graders frost. Så derfor bliver det gastronomiske februar ofte synonym med lidt halvslatne rodfrugter, der er blevet bløde af for mange måneders opbevaring.
Men ikke her i huset. Efter en skøn dag i haven, hvor foråret begyndte at antyde sin komme – jaja, jeg ved godt, den står på frostvejr resten af måneden og et stykke ind i marts – afsluttede jeg dagens sætning af blomsterløg med en tur rundt i køkkenhaven for lige at se, om den faktisk havde mere at byde på.
Grønkål og rosenkål stod naturligvis stadig flot og rank, men de kan jo også tåle mosten. Det er straks værre, når det kommer til grøntsager som gulerødder og rødbeder. I dag var så dagen, hvor den rettidige omhu blev belønnet. For selvom det har været en – efter min mening – alt for mild vinter, så har der dog stadig været dage og ikke mindst nætter med rimelige frostgrader. Men se inden frosten blev et tilbagevendende vejrfænomen, blev rødbedebedet dækket over med 30 cm blade fra haven, som nu ligger og formulder og giver næring til det kommende bed, og bladene blev så holdt på plads med et stykke overskydende fiber/insektdug.
Resultat: Aftens pastaret blev suppleret med en knasende sprød rødbedesalat med honningristede solsikkekerner.
Det er den slags små ganegaver, der er værd at mindes, når der skal rives blade sammen på den 1000 kvm store græsplane til efteråret. For nøj, hvor er man egentlig et priviligeret menneske, når man kan høste helt friske grøntsager midt i februar.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Når hamsterhjulet stoppes

For nogle år siden læste jeg en artikel, der beskrev, hvorledes antallet af ansøgning om skilsmisse er højest i januar og august/september, umiddelbart efter de længste af årets ferieperioder. De perioder, hvor vi giver os selv mulighed for, for en kort bemærkning, at træde ud af hamsterhjulet og få lidt ro. Det betyder også ro til at tale sammen som par, og når samtalen i disse perioder ikke handler om, emner som hvem kører Sophie til badminton, Peter til fodbold, tager til forældremøde og alle de der andre hverdagsspørgsmål, bliver vi nødt til som par at komme et spadestik dybere. Det tager tid, formentlig også mere tid, end der lige er på årets tur til Rhodos.
Artiklen fik mig til at tænke over, hvad der mon ville ske, hvis vi prøvede ikke at lade os rive med af den stilhed, der opstår når hamsterhjulet stoppes. Hvad ville der mon ske, hvis vi ikke blev bange for den, men omfavnede stilheden som en mulighed for at finde ind til noget dybere? Ville vi mon faktisk finde ud af, at vi ønsker et andet liv sammen, og ikke bare fortsætte rundt i hjulet som single hamster eller med en ny hamster?
Som projektmager der hopper fra det ene udviklings- og implementeringsprojekt til det andet, har jeg igennem årene stået i pausesituationer, hvor hamsterhjulet pludselig blev stoppet. Det har som regel været velkomne pauser, der giver mig tid og ro til refleksion over, hvad jeg har lyst til, det næste projekt skal handle om. Men de fleste projekter har i kortere eller længere perioder, været præget af præstationer, hvor det var nødvendigt at klemme ballerne mere sammen, end helbredet syntes om. Hvad enten det har været implementeringen af et nyt it-system eller at få en fem-retters bryllupsmenu færdig til 80 mand om to dage.
I de fleste tilfælde har jeg kunne glæde mig over et veloverstået projekt, men der er også de gange, hvor jeg blot dagligt har tilføjet et nyt lag fernis til facaden, fordi det var den eneste måde, jeg kunne holde mig oprejst og sikre, vi kom i mål. Når hamsterhjulet stopper efter den slags projekter, bliver fernissen om natten høvlet af med en sådan effektivitet, at spejlbilledet næste morgen kun er svagt genkendeligt. Det er i den slags situationer, jeg har spurgt selv, om det er det værd, og for hver gang er jeg kommet et spadestik dybere og nærmere, hvad det rent faktisk er, jeg gerne vil.
Derfor har jeg lært at se disse pauser som en kærkommen gave til at blive mere sikker på mig selv – et mere bæredygtigt menneske, der tør bryde med de konventionelle forventninger til, hvad der er et rigtigt liv.

Mange af de unge mennesker, der kommer og bor på gården, har selv valgt at stoppe hamsterhjulet. De tager et sabbatår eller bare en ferie, der skal lade batterierne op. For mange af dem, bliver stilheden så intenst larmende, at det skræmmer dem fra vid og sans. Det tvinger dem til at se på, hvad der rent faktisk motiverer dem, når de træder ud af de rammer, flertallet anser for at være normale. Desværre bliver nogle så skræmte af stilheden, at enkelte af de par, vi har haft her, valgte at gøre som parrene i artiklen og bryde med hinanden i erkendelse af, at de ville forskellige ting. Mens enkelte gør det i overført betydning ved at skynde sig tilbage i hamsterhjulet. Gad vide, hvordan det ville være gået dem, hvis de havde prøvet at nyde stilheden?
Heldigvis forlader størstedelen gården med en følelse af at have fået batterierne ladet op, have fået inspiration til en anden måde at leve på og med en tro på, at små skridt taget et af gangen, kan være vejen til at gøre en forskel for klimaet men også for dem til at blive bæredygtige mennesker, der ved, at der er lys for enden af den tunnel af stilhed, der møder dem, når hamsterhjulet stoppes.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Hvordan kaffedrikning kan gøres mere bæredygtigt

At være kaffeelskende nordbo er ikke ligefrem noget, der giver bonuspoint i det store bæredygtighedsregnskab. Men jeg er nu hverken så fanatisk eller på nogen måder kaffefornægter, at jeg vil opfordrer nogen til at droppe at drikke kaffe. Men der er små skridt, du kan tage i det daglige for stadigvæk at få et enkelt bæredygtighedspoint eller to.

Et godt sted at starte er at droppe din Nespressomaskine, hvis du har sådan en. Tænk på, hvor meget emballage, der går til at lave en enkelt kapsel. Hvis du, som jeg, er afhængig af din espresso, så invester i stedet i en lille espressokande. De fås i alle størrelser, så de passer til både singlelivet og storfamilien. Dernæst kan du sørge for, at dit kaffemærke er Fairtrade, så er du i det mindste sikker på, at der er taget hensyn til både miljø og mennesker i fremstillingen.
Så kan du overveje at sætte dit kaffeforbrug en smule ned. Det er almindelig kendt, at danskerne er enormt gode til at drikke kedsomheds- eller overspringskaffe. Især i arbejdsmæssig sammenhæng, hvor turen hen til kaffeautomaten kan være et kærkomment afbræk fra den ventende arbejdsopgave. Og det er næsten utænkeligt, at vi mødes med vennerne en eftermiddag uden, kaffe er involveret. Prøv at start med en mindre kop, og måske erstatte hver anden kop med vand eller te. Teen kan du jo fx lave helt enkelt ved at tørre nogle mynteblade og tilsætte kogende vand. Det er både friskt og stort set gratis.

Når man bruger omkring 8-9 måneder af året på at have wwoofers, der vil lære noget om økologisk landbrug, på kost, så har det også en hvis indvirkning på husstandens kaffeforbrug. Godt nok genbruger vi vores kaffegrums i komposten, og selvom det i sig selv er godt, har jeg længe haft et problem med følelsen af bare at smide kaffegrumset ud, når nu, det også har så mange andre gode anvendelsesmuligheder end kompostbunken.

Så igennem det sidste stykke tid, har jeg eksperimenteret i forskellige andre anvendelsesmuligheder, hvoraf flere har vist sig at kunne slå flere fluer med et smæk. Kaffegrums – i moderate mængder – er rigtig godt til at rense afløb. I min verden er der en overrepræsentation af både dej til brød, boller, pasta mv., fingre der er godt beskidte efter have- eller staldarbejde eller børnehænder, der har været travlt optaget af et længerevarende mudderbad. Så eftersom kaffegrums har vist sig som et fantastisk middel til at få renset hænderne fri for alle ovenstående elementer, inden hænderne vaskes med sæbe, hvorfor så ikke kombinere rene hænder med et rent afløb?

Jeg kan heller ikke sige mig fri for at have en del udfordringer med skønhedsprodukter, der er proppede med parfume og parabener. Og det svanemærke, jeg automatisk fik stemplet i panden, da jeg første gang blev gravid, er ligesom ikke rigtig gået af i vask. Men en hel del af vores wwoofers tæller også unge piger, som er præget af en skønhedsindustri, der fortæller dem om nødvendigheden af diverse skønhedsprodukter, hvis du vil have et succesfuldt liv.

En del af konceptet omkring at wwoofe på gården er også, at vi viser dem alternative måder at leve på, og viser dem vejen til at implementere mere bæredygtige handlemønstre uden nødvendigvis at skulle føle sig tvunget til at gå for meget på kompromis med sin livsstil. Så en af de nye ting, der er blevet indført for nylig er husets hjemmelavede bodyscrub.

Det slår indtil flere fluer med et smæk:

Du sparer penge på dyre skønhedsprodukter

Du får stadig en blød og lækker hud og olien i scrubben betyder, at du også kan droppe bodylotion

Et renset afløb og ikke mindst genanvender du dit kaffegrums og får dermed et par ekstra point på bæredygtighedskontoen. Så nyder nordboen med lidt bedre samvittighed sin morgenkaffe.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Glæden ved tid

”Hvor får du tiden fra”?,  ”det har jeg ikke tid til” og ”vi har travlt” er desværre sætninger, jeg hører alt for tit i forhold det at få vores daglige liv til at hænge sammen. Det er ikke kun i forhold til at sikre, vi spiser ordentlige veltillavede måltider, fremfor hurtige færdigretter eller – endnu værre – junkfood, der både er for dyre og for usunde. Men også i forhold til at være hele mennesker.

Hvis vi skal være bæredygtige som mennesker, er vi nødt til at få skabt bæredygtighed i såvel køkken, økonomi og sind. Hvad nytter det at halse efter at få tingene færdige på arbejde, for derefter at halse ned i daginstitutionen, så dine unger, ikke er de sidste, der bliver hentet, skynde på dem for, at I kan nå at købe ind, inden det bliver så sent, at de falder i søvn over aftensmaden, som vi ikke kunne nå at lave, og derfor er endt med en hurtig boller-i-karry-fra-Brugsen-løsning?

Og jeg er helt sikkert ikke den eneste værtinde, der gentagne gange har kommanderet rundt med hele familien, for at få gjort hytten rent, inden gæsterne kom og har nydt, når de kom ti minutter for sent, så jeg lige kunne nå et mascara-øjeblik, så jeg kunne se super overskudsagtig ud, selvom hele dagen op til besøget har været med gashåndtaget i bund.

Tid er en underlig størrelse, som vi aldrig synes at have nok af, men heldigvis har jeg igennem årene fundet ud af, at en vis form for planlægning og organisering kan skabe følelsen af mere tid.

Det startede egentlig med nogle ganske åbne spørgsmål som fx:
Hvorfor skal mine kaffeaftaler med veninderne foregå på en dyr café, hvor vi sidder ned alt for længe og spiser kage?
Er kvalitetstid med familien kun, hvis vi sidder ned og spille Uno og spiser boller og drikker varm kakao?
Hvorfor skal aftensmaden absolut laves mens ulvetimen er på sit højeste?

Hvis nu kaffeaftalen i stedet blev erstattet af en gåtur i skoven, ville veninderne og jeg både spare en del penge, få motion og få talt sammen – formentlig bedre og mere privat, end det kan lade sige gøre på den nærmeste cafe. Og hvis kaffen er en essentiel del af mødet, så kan den jo laves og tages med i en termokop, og indtages på gåturen.
Hvad nu hvis vi lod kvalitetstid med familien være en tur ud og samle grankogler, vi kan bruge til at tænde op i brændeovnen fremfor kemiske tændblokke? Ville det ikke være bedre for miljøet, og kan der ikke leges med at kaste kogler eller finde skægge fjollede former, imens? Eller hvis kvalitetstiden var ungerne, der hjalp med at plukke æbler til vinterforråd. De synes for det første, det er sjovere at klatre i træer, end de fleste voksne, og de er også væsentlig bedre til det. Samtidig kan mor og far få fornøjelsen af at anerkende deres børn for at hjælpe og for at være gode til at klatre.

Der skal jo stadig mad på bordet, lige meget om det er til gæsterne i weekenden eller til familien i hverdagen, og for mange bliver det med maden det, der er nemmest at gå på kompromis med. Det er både synd og skam, for såvel pengepungen, gæsterne, familien og ikke mindst dig selv. Der er i det hele taget ikke mange ting, der bliver bedre af, vi skynder os. Det gælder også i køkkenet. Selvfølgelig kan du ikke langtidsstege en omelet, men den er til gengæld god, når du ikke har fået planlagt i ordentlig tid og stadig gerne vil have hjemmelavet aftensmad. Men med en smule planlægning og få virkemidler, kan du rent faktisk sørge for lækker aftensmad, de dage der ellers ville være endt hos det lokale pizzeria eller færdigretter fra det lokale supermarked.

Her er et udpluk af nogle af mine favoritter, både til hverdag, men i høj grad også til gæstebud:
Krydret langtidsstegt gedeskank
Osso bucco
Ølbraiseret svineskank
Gedekølle á la Provencale

Og hvis du samtidig kan motivere dine unger til at hjælpe med at skylle salaten eller skære agurkerne, får du dem aktiveret på en god, bidragende og anerkendende måde i ulvetimen. Det er godt for selvværdet og dermed også for det hele menneske og ikke mindst, giver det jer følelsen af mere tid sammen som familie.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Når fisken går i succes

Fisk i køkkenet er husbondens område. Hvis jeg laver fisk sker det stort set kun på kunders bestilling.

Når jeg synes fisken er fin, mener alle andre, den er tør, mens jeg synes den er sjasket, når de mener, den er helt perfekt.

Sagt med andre ord, jeg er ganske enkelt ikke fan. Til gengæld er jeg gift med oldebarnet til manden, der startede fiskeauktionen i Skagen og som er umanerligt kritisk, når det kommer til fisk. Så tal lige om et forventningspres og heraf naturligt følgende præstationsangst ved tilberedningen, og de fleste gange har fiskeretten været et one-hit-flop, og har ikke klaret kvalifikationen til en fast del af repertoiret.

Så når en ven dukker op med en hel side laks og spørger, om vi ikke skal eksperimentere, forårsager det øjeblikkelig koldsved, men samtidig kan jeg jo ikke sige mig fri for at konkurrencegenet slog igennem og trumfede koldsveden. Vel at mærke konkurrencen med mig selv og udsigten til – efter sytten års håbløs kamp – rent faktisk at få thumbs up på en fiskeret fra den selvudnævnte fiskemads anmelder.

Hvor min selvtillid i forhold til tilberedning af fisk skal trækkes frem fra langt inde under gulvtæppet, så vil jeg i al ubeskedenhed sige, at jeg laver en spaghetti carabonara, som får en italiensk hjemmegående husmor til at overveje at blive kassedame.

Tilbage i folkeskolen lærte jeg noget med, at når man lægger minus og minus samme giver det altid plus, mens resultatet ved at lægge minus og plus sammen afhænger af størrelsen af de enkelte dele. Så lørdag blev jeg enig med mig selv om, at carbonaraens værdi til hver tid må være større end min fiskeforbandelse, og nu var det på tide at bryde forbandelsen ved at bruge min spaghetti carbonara som tryllestav og lave en lakse carbonara.

For første gang nogensinde, gik fisken ikke i fisk, men endte med at blive en så stor succes, at ungerne rent faktisk sagde, det var sygt godt! Jeg tror det oversat for forældregenerationen betød, at de godt kunne lide det, og husbonden endte faktisk med at tømme gryden. Succes! Og det bedste af det hele var faktisk – jeg syntes selv, det sagtens kunne tåle et gensyn!

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

WWOOF for en oplevelse

Samskabelse, selvudvikling, fællesskaber og bæredygtighed er oppe i tiden, og nogen gange er man så heldig, at trends smelter sammen i en højere enhed, der giver ekstra bonus på energi- og overskudskontoen.
2016 viste sig at blive et af den slags år, både udviklende for mig personligt, for os som familie, for gården som selvforsynende projekt og forhåbentlig også for de mange skønne energiske mennesker, der var med til at gøre året fantastisk.
For halvandet år siden, kiggede vi på hinanden og overvejede alvorligt, om vi skulle sælge.
Seks år med renovering af stuehus, små børn, opbygning af dyrehold, indtil flere jobskifte og det pres på overskuddet, den slags altid fører med sig, havde efterhånden sat sine spor på de ca. 1000 kvm udvendige bygninger, og ukrudtet havde efterhånden overtaget og fået alt andet end de gamle frugttræer til at kapitulere. 
Hele grunden og familien skreg på ekstra hænder – og mange af dem. Den slags kan selvfølgelig ordnes på mange måder; rengøringshjælp, havemand, au-pair, barnepiger osv. Alt sammen noget, der betød et øget indtjeningsbehov. Hvad gør man så?
I alle vores år på gården har forskellige folk haft deres campingvogne stående mod et beskedent beløb. Men indtjeningen ved det, ville ikke kunne betale en af ovenstående løsninger i mere end højest to dage. Til gengæld var alle ejerne nogle gevaldig rare og hyggelige folk, så hvorfor ikke sørge for at lave noget sammen med dem. Så vi fik konverteret deres betaling til en weekends arbejde, hvilket betød, at vi i løbet af et par weekender fik kalke alle udbygninger, samtidig med vi fik nogle gode snakke og samledes om gode måltider. På alle måder meget mere givende end lidt håndører.

Vores gode ven Kasper opfordrede til, at vil meldte os som WWOOF værter. Det betød, at vi skulle åbne vores hjem for folk, der gerne ville lære noget om økologisk bæredygtigt landbrug, og have fri kost og logi mod at arbejde nogle timer i løbet af ugen.
Det blev meget hurtigt til en af de mest givende beslutninger i vores liv. Og selvom vi nu har fået indhentet syv års forsømmelse af gården på de sidste to år, så er det slet ikke det, der har været det givende. De sidste to år, har vi været omgivet af skønne mennesker, der har delt deres erfaringer og entusiasme, givet os et bedre kendskab til verden omkring os og udvidet vores horisont. Serveret skønne måltider, givet ris og ros, kommet med input til måder at leve et mere enkelt liv, og vist os, at vores måde at leve på, er noget andre mennesker føler sig inspireret af. Og det er i sig selv givende.
 Så udover vi nu er nået til et sted, hvor gården ikke længere minder om en vindblæst, forsømt og forladt kulisse til en gyserfilm, har vi desuden fået skønne nye venner rundt omkring i verden, hvoraf flere netop har forladt gården efter en genforening for alle dem, der har rørt og stadig rører også igennem de sidste to år.
Det er på tidspunkter som disse, man føler sig rigtig rig – helt uden at have overskud på bankkontoen, men til gengæld et bugnende overskud på den menneskelige konto, og i vores verden tæller det så enormt meget mere.

Please follow and like us:
grønt, Livet på Dambækgaard, Opskrifter

En hyldest til hylden

Hylden har i århundreder haft en mytisk og magisk betydning. I den nordiske mytologi var den kendt som Frejas plante, og den er kendt for at blive anvendt blandt både hekse af den moderne slags men også blandt dem, der blev brændt på bålet i gamle dage.

På gården har vi rigeligt hyld, og selvom vi til tider er lidt træt af de mange selvsåede planter, som tjørnehække og andet skal konkurrere med, så tror vi fuldt ud på dens helbredende evner. Om ikke andet har den en helt klar positiv indvirkning på vores velvære på alle fire årstider.

Således elsker vi på de ruskende, mørke og våde efterårsaftener at putte under tæpperne i sofaen, mens vi holder den snigende efterårsforkølelse stangen med en kop varm hyldebær saft. Den lilla drik indeholder en række godt antistoffer, som efter sigende også findes i udtrækket fra rød solhat i Echinaforce. Men helt ærligt, så er smagen af varm hyldebærsaft altså en smule bedre end et naturlægemiddel, især når man tænker over, at saften kan laves næsten uden at bruge penge, hvis man lige bortregner den smule sukker, der tilsættes.

Vi har også i mange år været storforbrugere af hyldeblomstsaft. Under mine graviditeter udgjorde hyldebrus (saft med danskvand) med en håndfuld isterning overlevelse forskellige sociale festlige sammenhænge. Det gav ligesom en illusion af at drikke drinks med sjove paraplyer ligesom alle de andre deltagere.
Samme saft giver jordbærmarmeladen et ekstra frækt pift, som gør den til en absolut favorit hos alle husets beboere, permanente såvel som midlertidige.

I vinter genså vi nogle gamle afsnit af River Cottage, som vi vist ikke kan frasige os at være en smule inspireret af. Der serverede de til en sommer-event champagne på hyldeblomst, og da jeg i denne sommer fyldte rundt og besluttede at holde en selvforsynende bæredygtig fest, stod det klart, at der skulle eksperimenteres med velkomstdrink fra markhegnet.

Resultatet blev en frisk, sødlig og mildt boblende vin, der mindede mere om en hyldeblomst-asti end en champagne. Den kan varmt anbefales, og husbonden er allerede i gang med at flytte selvsået hyld fra haven og ud i læhegnet for på sigt at sætte den boblende forfriskning i produktion.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Aftenmalkning i høje hæle

Jeg har altid sat en i ære i selv at lave mad til vores forskellige familiefester. Hvad enten det har været barnedåb, bryllup eller runde fødselsdage, og jeg har altid været meget ærekær omkring, at mest muligt skulle laves fra bunden.

Efter vi er flyttet på gården har det at lave ting fra bunden fået en ekstra dimension. Når det pludselig er muligt ikke blot at servere hjemmelavet jordbærmarmelade af pluk-selv-jordbær, men rent faktisk er blevet muligt at levere de fleste af produkterne selv. Når du selv har hjulpet den helstegte ged, der lå forkert, ud af den læmmende moderged (vel at mærke en 10 måneder inden, den blev helstegt) og selv har hentet æggene til isen i din egen hønsegård. Så bliver fornøjelsen ved at tilberede og servere måltidet så meget større.

I år er det så min tur til at fylde rundt, og fest datoen er meget velovervejet lagt i august, hvor køkkenhaven bugner. Det gjorde sig ikke gældende for tre år siden, da husbonden fyldte rundt. Han har fødselsdag i februar, og ved et tilfælde, endte jeg med at udfordre mig selv og tilrettelægge menuen, så mest muligt var lavet af egne produkter. Det siger sig selv, at der ikke blev disket op med hverken farverige tomatsalater, friske jordbær eller nye kartofler.

Det hele startede med en fejllæmning d. 1. januar under morgenfodringen. Kiddet var gået til, men modergeden havde en del mælk. Gederne er egentlig kødracer, men jeg besluttede alligevel at forsøge at malke hende, så vi kunne prøve at lave gedeost. Heldigvis var det vores mest tamme ged Coco, så malkningen bestod i, at jeg fløjtede på hende, når jeg kom ind i stalden, hun kom løbende, og jeg skrævede hen over hende, stillede en skål under hende, og kunne med benene sørge for, hun stod stille, til jeg var færdig med at malke.
Tanken om at kunne servere hjemmelavet gedeost til husbondens gæster var tillokkende, så med afsæt i gedeosten, blev idéen om selvforsynerens gæstebud født.

Malkningen foregår hver 12 time, og januar er normalt ikke en måned, hvor jeg synes det er specielt tillokkende at forlade min varme dyne, mens det endnu er sort som graven udenfor. Men denne januar stod jeg glad op hver morgen til mit morgenmøde med Coco. Det gav overraskende god mening at møde min ged, der ventede glad på mig.

Du kan ikke stoppe malkningen fra den ene dag til den anden. Du er nødt til at trappe ned over tid. Udfordringen med at malke en kødrace ged er, at mælkeproduktionen ikke er voldsomt imponerende, hvilket betyder, at der i gennemsnit kun kunne produceres 1 ost om dagen. Jeg skulle bespise 40 gæster og have kun har fem uger til at producere osten, så der opstod et vist tidspres, der ikke efterlod mulighed for nedtrapning inden den store dag.

Under middagen, kunne man derfor opleve værtinden, smide stiletterne, iføre sig sit termotøj udover cocktailkjolen og træde i gummistøvler for at begive sig i stalden og malke geden. Men fornøjelsen ved efterfølgende at servere lun gedeost på ristet hjemmebagt flutes toppet med vores egne valnødder og dryppet med honning fra vores biavler, der betalte for vinteropbevaring af sine bistader med rigelige mængder af hans honning…

Nærværet bliver så meget større, når maden, der bliver nydt, bliver forbundet med dyrene omkring os, og den naturlige energi i arbejdet med produktionen af maden bliver så tydelig.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Bålpølser i snevejr eller bare fryserlogistik

En af de mange fordele ved at bo på landet er, at der er så tilpas langt til naboen, at de ikke bliver generet, når nu den glade bondegårdsfamilie skal udleve deres urinstinkt og tænde bål på de mest mærkværdige tidspunkter.  
De senere år er bål blevet en mere integreret del af danskernes udeliv. Vi er for længst forbi fædrenes udfordringer med at få tændt et alt for vådt Sankt Hans bål i regnvejr, og sommeren igennem er supermarkederne proppede med bålpander, popcornsnet og andet bålgrej, der kan appellere til forbrugskulturen.

Efter vi flyttede på gården har båltænding fået en helt ny og meget mere praktisk betydning. Det er den foretrukne metode til at varme vand, når der skal slagtes høns, og hønsene skal dyppes i varmt vand for at lette plukningen. Det er den hurtigste, hyggeligste måde at varme vand, når der skal laves brændenældeøl eller hjemmeslagtes grise til eget forbrug. Og når bålet samtidig laves af tørt kvas, som har en fortid som juletræ, afklippede grene, hækaffald o.lign. og derefter foder til gederne, så har bålet fordelen af at være en rimelig CO2 neutral optændingsform.

Og så er der naturligvis også de tilfælde, hvor bålet bare er til hygge og glæde for børn, der elsker at flække og save brænde og som efterhånden er ganske erfarne i optænding. De er så privilegerede, at de ikke behøver bekymre sig om blæsevejr og eftersom bålstedet er placeret under et kæmpe træ, er mildt regnvejr heller ikke en gigantisk udfordring.

Nogle gange viser det praktiske og hyggelige formål sig at gå hånd i hånd. Fx når deres mor skal forberede en middag til 60 mennesker, hvor der både skal bages, koges og laves is i forvejen. Alt sammen i så god tid, at det stiller lidt større krav til fryserkapaciteten end sædvanligt, især når vi kort forinden har slagtet grise, der også optager en del plads.

Således så vi forleden os selv sidde foran bålet og grille pølser og bage snobrød til bålhotdogs frokost med små bløde snefnug, der dalede ned og smeltede i flammerne. Ungerne var lykkelige, og der var jo sådan set ikke nogen grund til at fortælle dem, at den helt ekstraordinære båldag udelukkende skyldtes, der skulle ryddes pølser ud i fryseren.

Please follow and like us:
grønt, Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Æblesæson – tid til eksperimenter

Det er æblesæson. Og i år rammer vi vel igen omkring et ton.
Det er en fest at være frilandsgris på den her tid af året. Med de mængder, vi kan høste, er der fast æblemos på menuen. Alle æbler med kraftige stød, råd, orm eller andet, vi andre er for kræsne til at spise, ekspederes direkte videre.
Vi moster, så der er most i fryseren til de næste mange måneder. Vi koger æblegrød til at peppe havregrynene op til morgenmaden. Vi koger marmelade til den udvidede morgenmad med friskbagte boller i weekenden. Vi bager tærte og kage, laver salater og koger dem med hyldebær til hyldebærsaft.
En af mine personlige favoritter er kombinationen af karry, løg og æble. Så vi bager pirogger med karry, løg, æble og kød som supplement til den traditionelle madpakke, laver mulligatawny med æble og kylling, og vores version af ristaffel af sammenkogte simreretter med svine småkød.
Hvis ellers vi var til det, ville vi sikkert have æbleflæsk på menuen indtil flere gange om måneden.
Og selvom der er æblefest i både svinefold og køkken, bliver leveret æbler til børnehave, skole mv. så er der stadig rigeligt.
Weekenden bød på godt vejr, imiteret skovtur i hasselhegnet og besøg af gode venner lørdag aften. Det skulle udnyttes til flere æbleeksperimenter. Det blev til en dejlig frisk dessert i form af æblesuppe med vaniljeparfait og hakkede friske hasselnødder. Det bliver ikke sidste gang, den er en del af gæstemenuen, selvom gæsterne indtil næste års nøddesæson må tage til takke med tørrede hasselnødder – dog stadig af egen avl!

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Naturens gratis glæder

Mange har lavet digte, skrevet kronikker og lange romaner med det samme grundlæggende budskab: “Jeg er forelsket i hverdagen”.

Og jeg kan klart skrive under på, der er dage, hvor jeg føler mig mere privilegeret end andre og bestemt er forelsket i hverdagen. Dage, hvor hverdagslivet går op i en højere enhed, og jeg går i seng med en følelse af, at dagen har været magisk. Det er de små glæder, som når jeg står en tilfældig torsdag eftermiddag efter en god men intens arbejdsdag, står og redder sæsonens sidste og snart udtjente æbler ved at skrælle dem til en æblegrød, mens græskarstykkerne simrer i gryden til græskarsuppen, og husbonden leger med talkort sammen med ungerne.

Bortset fra firmasiden, er jeg ikke på facebook. En af de altoverskyggende årsager er, at jeg har det temmelig anstrengt med at være lykkevidner til andre menneskers liv, og med fare for at lægge mig ud med en stor del af venneskaren, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der ligger en række teenagekonflikter i farvandet, når alle de afbilleder børn i nuttede/kiksede/kejtede og ofte uheldige situationer begynder at få seriøse forhold.

Vi andre har haft rigeligt tå-krummende oplevelser de første mange gange, hvor vi skulle udsættes for “barndoms-showet”, hvad enten vi var den afbillede eller den, der forventedes at sige ih, åh og nåhr på de rigtige tidpunkter. Forskellen på dengang og nu var, at vi diskret kunne bede forældrene om at udelade de mest pinlige perioder med kikset 80’er permanent, mens de billeder i dag ligger frit tilgængeligt i cyberspace.

Men i dag så jeg så en facebook-opdatering fra en naturlegeplads med titlen “naturens gratis glæder”, og det fik mig faktisk til en afveksling at føle, at vi var for en enkelt gang skyld var et skridt foran på en trend. Når ungernes dag er tilbragt med at grave en overvintrende persille op i drivhuset, mens deres mor kæmpede en heroisk kamp mod brændenælderne, lege med gedekid i folden, mens deres far reparerede grisehegnet, så vores enlige slagtesvin ikke tager permanent bopæl udenfor hegnet, og hjælpe med aftensmaden ved at skære rodfrugtfritter af egne rodfrugter på pommes frites jernet, så føles det faktisk lidt som om, vi har skabt, vores egen naturlegeplads – og det er så en af de dage, hvor jeg føler mig ekstra privilegeret og forelsket i hverdagen.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Et bæredygtigt multiliv

Hvornår kan vi for alvor sige, at vi er bæredygtige? Det spørgsmål stiller jeg rigtig tit mig selv.
Er det, når der slet ikke går mad til spilde, når vi ikke sender haveaffaldet til afbrænding på genbrugspladsen, før gederne har fået lov at spise det af det, de kan, eller skal vi gå et spadestik dybere?
Jeg bliver mere og mere overbevist om det sidste. Hvor meget vi end nyder at lever bæredygtigt i vores lille landbrug, så må jeg også erkende, at der mangler noget. Der mangler, at vi som mennesker lever bæredygtigt. Men hvad mener jeg så med det?
Vi tilstræber som familie at leve bæredygtigt, hvilket vil sige hele tiden at have fokus på, at vi har den rette balance mellem det introverte og det ekstroverte. Der er dage, hvor vi er hinandens termometer, og hvor det kan aflæses i ungernes, mandens ja sågar hundens reaktion, om vi som familie er i balance, om der mangler en fridag, en kort dag i institution eller om vi som forældre mangler lige det “særlige”, der genererer overskud på forældrekontoen.
Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg har tid til at tage ud og lave mad i weekenderne, når vi har gården, har små børn, har et krævende arbejdsliv og alt det der følger med alle tre dele. Når jeg så spørger andre forældre – nok især mødre – hvor ofte de har en hel dag, hvor der ikke er nogen afbrydelser, hvor et toiletbesøg ikke er en social begivenhed og hvor en tankerække kan tænkes til ende, uden at blive afbrudt af hverdagens små børneudfordringer? Så bliver de helt fjerne i blikket. Så svaret er, at det er i madlavningen, jeg får tid til refleksion, og det genererer overskud.
De sidste måneder har jeg så også kastet mig ud i projektet med at supplere mit arbejdsliv yderligere med opgaver som selvstændig konsulent. Det skulle man jo også tro, ville dræne for energi, og jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg sprudler af aktivitet, når jeg har været i gang med en analyse i ti timer i træk. Til gengæld ved jeg, at det er noget af det “særlige” der gør, at jeg får perspektiv på mit arbejdsliv og mærker, at jeg gør en forskel, og som i sidste ende betyder, at jeg har energi til at bruge min torsdag aften på at lave islagkage, otte liter kødsovs, bage boller, rugbrød og chokoladekage, der forvandles til en fodboldbane eller en svømmehal, når børnefødselsdagen sparkes i gang i weekenden.
Min konklusion: bæredygtighed findes i alle aspekter af livet, men vi finder kun frem til det bæredygtige multiliv ved at huske refleksionen, så vi minder os selv om at tage temperaturen med jævne mellemrum.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Stress – overvejelser, når arbejdslivet griber forstyrrende ind

De sidste uger, ja vel i virkeligheden de(t) sidste år, har der været pres på, og presset fylder i stort set alle aspekter af livet. Det bliver talt om, omtalt, italesat – for nu at bruge et for alvor fortærsket udtryk – og er efterhånden fast ingrediens på diverse større konferencer og netværksmøder.
Således sad jeg forleden til konference og lyttede til et foredrag om stress. Om hvordan vi kan blive mindre stressede og mere nærværende.
Når vi starter med statistikken over, hvor mange mennesker, der er stressede, hvor mange der bliver alvorligt syge og endda dør, og oplægsholderen stiller spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at mindske stress, hvad kan du selv gøre? Så er det, jeg tænker, har vi gang i en kollektiv symptombehandling med at lægge tre tommer tykt asfalt over årsagen og behandle stressen i stedet for at behandle et sygt samfund, der stiller nogle urealistiske krav til den samlede arbejdsstyrke? Og her mener jeg dem der så er i arbejde, for af en eller anden grund presses de i arbejde til at løbe stærkere og stærkere, mens antallet af ledige er steget markant de senere år.
Der er efterhånden mange – og dygtige – oplægsholdere og forfattere, der fortæller om stress, hvad det er, hvad symptomerne er, hvordan du kan yde hjælp til selvhjælp, så du bliver mindre stresset. Behovet for oplysning om stress har bestemt været reelt, og det er dejligt for disse oplægsholdere, at de kan ernære sig selv ved at tage til diverse konferencer, foreningsmøder mv. for at fortælle om stress.
Mit spørgsmål til dem, hvornår er det de løfter det niveauet højere op, og stiller det supplerende spørgsmål: Og hvad kan vi som samfund gøre for at mindske det pres, der betyder at de fleste af mine kolleger kommer tilbage fra tre ugers ferie og ser ud som om, de har tilbragt det meste af sommerferien i Helmandprovinsen og ikke på en solseng i Grækenland? Og det eneste, de virkelig trænger til er tre ugers ferie mere.
Jeg selv er ingen undtagelse. Der er ingen tvivl om, at daglige pauser, der kan sniges ind i det overbookede liv, er dejlige og en nødvendighed, hvis vi skal kunne holde til tempoet. Spørgsmålet er: Skal vi det? Alternativet kunne jo fx være at stoppe op, og stille spørgsmålstegn ved, om det er det her arbejdsliv, vi ønsker?

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Nødder og græskar

At græskar har en nøddeagtig smag er vel efterhånden almindelig kendt, men det kom som en virkelig positiv overraskelse for mig, hvordan kombinationen af forskellige nødder og nøddeprodukter i opskrifter med alle slags græskar for alvor kan intensivere og understøtte græskarets egen smag.
For et par år siden opdagede jeg, hvor vidunderlig cremet en græskarsuppe bliver, når der blendes en god klat jordnøddesmør i. Og siden squash for alvor blev en kombineret hade- og modegrøntsag i min barndom, har hasselnødder været en fast ingredienser i den klassiske squashkage, der blev så populær i firserne, hvor alle pludselig skulle dyrke squash i haven, uden helt at være opmærksomme på, hvor frodig en plante, de havde med at gøre. Resultatet var, at alle i firserne måtte eksperimentere med alternative måder at benytte deres squash.
Lige for tiden bugner courgetteplanterne i køkkenhaven side om side med hokkaidoen og butternutten, og som jeg skrev for en uges tid siden, har jeg også måtte tænke kreativt for at squashforbruget ikke blev for ensformigt.
For tre år siden opdagede vi ved en tilfældighed valnøddetræet, da datteren og jeg var på hyldebærjagt på ydersiden af haven, og hun samlede en grøn kugle op fra jorden, rakte mig og spurgte: “Mor, hvad er det her for en kastanje?”. Og for første gang, siden vi flyttede på landet for fire år siden, kan vi i år se frem til at få et udbytte i vores hasselhegn.
Valnødderne bruger vi til alt, rødkålssalat med granatæble, koldhævede valnøddeboller, valnøddeis med honningglaserede valnødder, i nøddekurven til jul, og i min hjemmelavede valnødde- og timianhonning. I år vil jeg se, om ikke de vil egne sig til en græskartærte.
Med en søn der har opfundet begrebet at være “nøddesulten” får den beskedne hasselnøddehøst nok få ben at gå på, før jeg når at eksperimentere i køkkenet.
I mellemtiden kan jeg så glæde mig over de fantastiske hassel- og valnøddeolier, jeg købte ved en fransk vandmølle for et par år siden. Tricket med bagværk med nødder er at tilsætte et par spiseskefulde af nøddesortens olie. Det understreger nøddesmagen og kan klart anbefales i både squashkagen og squashbollerne.

Please follow and like us:
grønt

Grøntsagsboom

Det er august, og det har været en varm sommer. Resultatet er en bugnende køkkenhave. Græskar med fem-seks meter lange stængler, der lystigt gror hen over højbedene med porrer og rødbeder, majs der tårner sig op, Borlottobønner, der kravler på deres pinde, og courgetter (eller squash om man vil) der leverer frugter i et tempo, der kunne gøre måde FedEx og GLS grønne af misundelse.
For ikke at få for ensformig kost, har jeg været nødt til at eksperimentere lidt i køkkenet. Heldigvis er vi netop vendt hjem fra et par ugers gastronomisk inspiration i det franske.
Ungerne er ikke hysterisk vilde med grillede courgetter, der ellers er en af mine klare favoritter. Til gengæld er den ældste fuldstændig umættelig, når det kommer til min nyudviklede courgetteterrin, der netop er inspireret af et lille hyggeligt Auberge i Luberon, husbonden og jeg besøgte på vores sidste bare-os-to-ferie. I syv år har jeg forsøgt at matche autenciteten i det franske landkøkken, og at dømme efter familiens reaktion, er jeg sluppet rimeligt heldigt fra det.
Der er enkelte courgetter, der har gemt sig under stænglerne og er blevet en anelse for store. De egner sig perfekt til at blive skåret i tern, frosset ned i halvkilos portioner, der nemt kan tages op og anvendes i en krydret courgettesuppe, når efteråret komme buldrende med regn og blæst.
Men den helt sikre vinder hos hele familien er squashtærten, der er dejligt nem for moderen at lave og smager fantastisk, måske fordi den er krydret med det eneste sande krydderi: Bacon!

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Fra hønsegård til kirkegård til kravlegård

Der er store dele af mit liv, der er som taget ud af en Morten Korch film.
For at komme til vores gård er du først nødt til at køre 300 meter ned af vores egen lille vej, der i virkeligheden egner sig bedre til færdsel med en gammel hestevogn end med vor tids moderne komfortable biler.
Vi findes ikke på en gps, men har til gengæld 360 graders udsigt til marker. Om vinteren fyrer vi i det gamle brændekomfur og koger klejner på det til jul. Råvildtet står i de tidlige morgentimer og skraber i sneen efter æbler under æbletræet i haven. Om sommeren bølger kornet let i vinden, grisene daser og mudderbader i sølehullet, svaler bygger reder i udbygningerne og flyver ind og ud af staldvinduerne, der selvfølgelig bliver åbnet, så snart foråret rammer. I stalden står de små halmballer, og hanen galer kl. 6 om morgenen og vækker gårdens beboere.
Vi mangler bare Tove Maes, med tørklædet om håret og madkurven under armen på vej i marken med kaffen til Poul Reichardt og Ib Mossin, for at fuldende billedet af landlig idyl.
Der er dog en enkelt detaljer, der spolerer det ellers så idylliske billede af bondelivet – rovdyrene.  Vores nærmeste nabo er en mose, der er for ræven, hvad en luksusvilla med egen pool i Norditalien er for vi andre. Så da vores ene høne for et par uger siden var brudt ud af hønsegården for at ruge på 13 æg under en papkasse i kompostbunken, skyndte vi os – da vi endelig fandt hende igen, at flytte hende ind i sikkerhed i et rugebur i stalden lige på den anden side af midtergangen fra resten af hønsegården.
Da ungerne kom hjem til eftermiddag skulle de lige starte med at se til rugehønen. Synet der mødte os i stalden var mere taget ud af The Killing Fields end af Kampen om Næsbygaard.
fotoHele hønsegården – med undtagelse af hanen – lå med halsen knækket og blodet og alt liv suget ud af dem. Ilderen havde været på besøg!
Stor var frustrationen og ærgrelsen, men da vi vender os om bliver vi mødt af hønemor med ni netop udklækkede kyllinger. Så mens moderen var sur på ilderen og i nogen grad også Morten Korch, blev ungerne heldigvis distraheret fra massakren om hønsegården, der blev omdannet til kirkegård. For på den anden side af gangen var der en livligt pippende kravlegård.

 

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Den taknemmelige genbrugsplads

For nylig blev jeg spurgt, hvorfor vi har valgt ikke at være statskontrollerede økologer, så vi kan få det røde ”Ø”.
Det hurtige svar på det spørgsmål er: ”Fordi vi er en meget taknemmelig genbrugsplads”.
I starten af februar besøgte jeg en veninde, der bor i parcelhus i Herlev. På vej ud i bilen efter timers kaffeslabberas, støder jeg ind i et grantræ. Det var juletræet. Det havde stået ude siden d. 27. december, var stadig fint grønt og stod bare der og grinede af dem, hver dag de gik forbi, over at de ikke have haft tid til at køre det på genbrugspladsen. I et snuptag røg det bag i bilen, hjem til Dambæk og direkte over hegnet til grenhungrende geder, der nu har sørget for, der er fine afbarkede grantræer, vi kan bruge til diverse.
En sms til naboerne i landsbyen havde i starten af januar givet flere grantræer og mætte, glade geder. Om en måned, når vi har klippet den 150 meter lange tjørnehæk, smides hækaffaldet på traileren, der derefter køres ind i gedefolden. Så vil vi de næste par dage kunne nyde synet af syv geder, der boltrer sig i deres version af fredagsslik på toppen af vores trailer. Hækaffaldet er nemmere for naboerne at smide fra traileren og direkte ud i folden, fremfor at bugsere det op i containere blandt alle de andre trailerbilister på genbrugspladsen.
To-tre gange om ugen triller varevognen ind fra vores lokale grønthandler med frasorteret grønt, og vi har et glædeligt slagsmål i svinefolden over variationen i forplejningen.
Udfordringen i forhold til det fine røde ”Ø” er, at vi ikke må modtage alle de her dejlige former for dyremad, der ellers ville ende i container eller på genbrugspladsen. For så er forbrugeren ikke sikret det er økologisk. Desværre lader det til, at for at sikre forbrugeren har vi udviklet os til at blive sekteriske omkring vores økologi, så den ikke altid giver mening.
Hvor økologisk, jeg end er i hjertet, så ved jeg, at det er utopi at tro, vi kan få alle til at dyrke og leve 100% økologisk, og for mig er der altså ingen logik i at smide mad ud, som stadig har en foderværdi for dyr, som i sidste led også ender som mad. Så vores dyr lever altså 90% økologisk, men de sidste 10% gør dem ikke værdige til at få det røde ”Ø”
Så mit svar til de, der ikke forstår, hvorfor vi ikke har det fine røde ”Ø” er: Vi vil meget hellere være en taknemmelig genbrugsplads.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Ansvarlig bæredygtighed eller bare fanatisme?

Jeg oplevede en ny side af mig selv i dag. Jeg blev bæredygtighedsfetichist!!!
Bæredygtighedstanken er stille og roligt sneget sig ind på os. Du kan dårligt læse en jobannonce uden, der optræder begreber som økonomisk bæredygtighed, en bæredygtig afdeling eller bæredygtig opgaveløsning. I min hverdag er det ikke stort anderledes.
Vi er gået fra at arbejde med økologi over selvforsyning og er nu endt med bæredygtighed. Vi dyrker vores jord efter bæredygtige principper, bestræber os på at bytte os til ting, fremfor at lave for omfattende investeringer og bytter ydelser, så vi hver især bidrager med det, vi er bedst til. Og vores dyr bliver ikke solgt som økologiske – dertil er bureaukratiet i omlægningen til økologi alt for omstændeligt, men som dyr, der er opvokset efter bæredygtige principper. Det vil i deres tilfælde sige, at alt konventionelt foder er økologisk, men at de stadig får køkkenaffald, rester fra børnehaven, dagplejen og hvem der ellers har større mængder af mad, der ellers ville ende i skraldespanden.
I dagligdagen kommer det til udtryk med at spise efter årstiderne og sikre, at vi stort set ikke smider madrester ud. Det er så rimelig nemt at efterkomme i vores tilfælde, fordi det hele alligevel ender hos grisene. Men i dag, stod jeg i den lokale Fakta og skulle købe et par liter økomælk. Udenfor lå der forskellige former for grønt, og jeg så mig selv lægge en costaricansk vandmelon i kurven. Da jeg er indehaver af 2 børn, der lider af en uhelbredelig melonitis, kom købet jo egentlig ikke uventet, men jeg fik øjeblikkelig dårlig samvittighed over at købe en frugt, der ikke er i sæson og som oven i købet stammer fra et land, der ikke findes direkte flyforbindelse til fra Kastrup.
Det gik op for mig, at jeg simpelthen er blevet bæredygtighedsfanatiker. Nu er jeg generelt ikke tilhænger af fanatisme, og er nødt til at spørge mig selv, om det fører nogen steder hen at påføre sig selv dårlig samvittighed over at gøre et lille ekstravagant indkøb for at glæde sine unger, og sig selv? Jeg nåede til konklusionen, at nej det positive output af den dårlige samvittighed vil være umanerligt ringe sammenlignet med den popularitet jeg vil opleve hos ungerne, når de får serveret vandmelon til morgenmad.
Så godt nok vil jeg gerne leve efter bæredygtige principper, men så må vi jo gå i fryseren efter sommerens squashhøst og i kælderen efter kartoffelhøsten og spise 100 % hjemmedyrket squashsuppe i morgen. Hvis vi så oven i købet dropper de hjemmeproducerede bacontern og kører den gennemførte vegetariske stil, mon ikke vi så kan forblive nogenlunde på det samme trin på Co2 karmastigen, som vi var i morges?

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Pælebor, skadestue, chokolademuffins og pattegrise, endnu en almindelig fredag på Dambæk

Det siges at: timing’s everything. Indimellem ville jeg ønske, at dyreverdenen kendte det udtryk.
Min egen timing med anskaffelsen af vores drægtige sortbrogede søer var direkte til how not to listen. Til orientering: drægtige søer til friland, skal ikke anskaffes, når dagtemperaturen ligger på 12 frostgrader, og svinefolden er pillet ned. Til mit eget forsvar vidste jeg ikke, svinefolden,var pillet ned, og søerne var en fødselsdagsgave til min flæskestegselskende mand.
Heldigvis var vores geder på bolleferie hos en lokal buk, så søerne kunne komme derind. For en sikker måde at blive uvenner med landmanden på den anden side af hegnet er, hvis naturens svar på den tre fugede vendeplov, slipper ud af sin svinefold.
Det er så her timingen og samarbejdet med dyrene svigter fuldstændigt. En uge efter kom 13 pattegrise midt i fastelavnsarrangementet. Det siges, det ikke er en god idé at have flere søer gående sammen, når de har pattegrise, og vi har ligesom to af slagsen
Efter et par dage med tøvejr, vurderede vi derfor i går, at det var tid til at holde hegnsfri, og sørge for at få etableret en ny svinefold. Så mens der blev hentet benzindrevet pælebor, fik jeg bagt chokolademuffins til eftermiddagens lege/kaffeaftale, hvorefter en intensiv hegnsindsats blev iværksat. Mens manden kæmpede med pæleboret gik jeg i gang med pæle, hegnstråd mv.
Tre timer efter påbegyndt indsats, så man mig bag rattet i rimelig høj fart med smertevridende mand med is på tommefinger, der vendte ca. 30° i den forkerte retning ved min side på vej på skadestuen.
Hvor end, jeg gerne ville blive og holde i den raske hånd, så henter ungerne ikke sig selv, og en aflysning af den kombinerede lege og kaffeaftale, ville medføre en hel del mere skuffelse for ungerne end ensomheden på skadestuen ville for manden. Så en halv time efter ankomst så man mig på vej retur, mens jeg krydsede fingre for, at grunden til Magdalene ikke var lige så tyk som Sibylle skyldtes, at der var et stykke tid til, hun skulle fare.
Vi nåede det hele, hente, lege, drikke kaffe og finde en chauffør til manden, så han kunne komme hjem fra skadestuen. Så med ro på, skulle ungerne og jeg lige et smut i stalden og kigge til pattegrisene.
Magdalene lå lige så fint – med 8 pattegrise diende hos hende!!!IMG_3146 Heldigvis er de sortbrogede nogle godmodige grise, så efter lidt tøsefnidder om, hvem der skulle bygge rede hvor, lagde de sig i forlængelse af hinanden, og de to mindste af Sibylles pattegrise fandt vej til Magdalenes to overskydende patter, og hvis vi er heldige, er de hermed adopteret
Resultatet af boksekamp: mand vs. bor endte med sejer til boret, 15 perfekt svampede heftige chokolademuffins, 8 nye beboere, 6 ugers pause til manden og nederlag til den velmenende hustru, der nu kan se frem til 6 ugers opvartning. Men hva’ hvis bare der kommer 21 velskabte baconsider ud af hele misæren, så griner vi garanteret af det om 8 måneder, når de små dalmatinergrise er slagtet.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Patteboller og fastelavnsgrise

Vores dyr har en helt særlig evne. Når vi har fået en ny dyregruppe, vælger de åbenbart at lægge deres første familieforøgelse på tidspunkter, hvor det bare ikke passer ind i deres ejeres planer. Således var vores nye medlemmer af bedriften, de sortbrogede svin Magdalene og Sibylle ingen undtagelse.
I går var det fastelavn, og med fastelavn følger traditioner som fastelavnsfester, tøndeslagning og fastelavnsboller. I Himlingøje Forsamlingshus skulle der holdes fastelavnsfest, så min søndags morgenmad blev udskudt, og jeg satte kursen direkte mod melskabet for en halv times tid efter at kunne stille 60 fastelavnsboller til hævning.

For at give mig lidt ekstra arbejdsro, havde manden planlagt ekskursion med ungerne til den lokale landmand, hvor gederne er på bolleferie hos hans dværggedebuk. (Jeg gad i øvrigt godt være en flue på staldvæggen, når dværggeden forsøger at nærme sig Dina, vores temmelig stolte flokfører). De skulle bare lige nå at fodre Sibylle og Magdalene inden afgang.
Netop som alle boller var sat til hævning og en rolig morgenmad i fred og ro kunne anes for enden af oprydningen fra dagens bageaktiviteter, blev bagdøren revet op, og jeg blev mødt med et hurtigt ”Så er der pattegrise”. I første omgang troede jeg, det var en dårlig joke. Vi havde jo fået at vide, at Sibylle var blevet hurtigt stor, fordi hun var drægtig for anden gang. De af os, der har født mere end én gang, kan jo nemt nikke genkendende til, at maven spiler hurtigere ud anden gang end første, så vi forventede tidligst faring om en måneds tid. Vi blev klogere!!!
IMG_3129Heldigvis lader Sibylle til at være en rigtig god mor. Hun havde faret 13 pattegris selv i løbet af de ni timer, siden vi sidst havde været i stalden, og gik straks i gang med at dække sine unger med halm, så de kunne holde varmen, mens hun selv indtog morgenmaden, inden hun lagde sig på siden og lod dem vælte rundt i kampen om patterne.
Så efter halvanden times småjusteringer i stalden, kunne jeg lige nå at kyle en kop jordemoderkaffe og en bolle ned, inden de 60 fastelavnsboller med 6 forskellige farver glasur igen krævede min opmærksomhed.

Fastelavnsfesten var en hyggelig børnefest med masser af leg, som ungerne nød i fulde drag.

At forældrene så lige skulle indstille sig på at give slip og lade naturen gå sin gang og stole på Sibylles moderinstinkt var en anden sag. Stressfaktoren er, at der nu er tre uger til, at 13 smågrise skal på foder, og vi er ved at løbe tør. Der træder simpelthen en eller anden urkraft i funktion hos min mand, som den store forsøger.

De færdige boller
De færdige boller

Men eftersom der ikke er en 1-dags svineavlerorlov som pendant til 14-dages barselsorlov for fædre eller en gris’ første syge dage, havde manden ikke andet valg end at lade Sibylle trække det første læs, mens han får styr på foderet. Og man må jo elske ham for at tage sit ansvar alvorligt.
I dag er fastelavnsbollerne spist og der er kommet noget mere styr på foderet. Så nu er der kun tilbage for os at krydse fingre for, at Magdalene holder sine unger i maven, indtil frosten er gået af jorden, og vi er færdige med den nye svinefold!

Please follow and like us: