Bæredygtigt liv

Da Emma blev til Emmer

Forleden skulle der kastereres pattegrise. Det er en side af det bæredygtige landmandsliv, der er knap så idyllisk, som vi ellers hylder. Heldigvis er det rimelig hurtig overstået, dyrelægen er hurtig og effektiv, og med årene er vi som hjælpere også blevet væsentlig mere erfarne. Udfordringen med frilandsdyr er jo, at de ligesom skal fanges, inden der kan snittes i dem, og hvor det de første år var noget med nærmest at styrte rundt ude på marken efter de stakkels små gutter, så har vi nu fået en hvis erfaring, der gør det muligt at få det overstået temmelig hurtigt. Soen er altid ekstremt sur, og smågrisene er mest af alt utilfredse med at miste jordforbindelsen. Så der er altid en hylen og skrigen, der er overstået, så snart de små kræ har alle fire ben på jorden igen, og kan suse hen til mor og få en trøstetår ved patterne.

Et par af de ivrige tilskuere til seancen var vores tre staldkatte. Hos min mormor og morfar, var kattene altid staldkatte. Et par af dem fik en gang imellem lov at komme i køkkenet og varme sig foran kokskomfuret, men ellers holdt de til i vaskerummet og kunne bruge nætterne på at jage mus og rotter. En af de staldkatte, jeg husker fra min tidlige barndom som en flittig gæst foran kokskomfuret var, Tarzine. En kælen gråbrun stribet kat, der oprindelig lystrede navnet Tarzan, men da Tarzans tykke mave viste sig ikke at skyldes for mange mus, men derimod at skjule en flok killinger, tog hun altså navneforandring til Tarzine.

Hos os har situationen var lige omvendt af Tarzan. En af vores ivrige tilskuere har vi længe ventet på skulle få killinger. Godt nok er Emma kun et år gammel, men hun har længe været rimelig tyk, så vi har ventet i spænding på, om hun ville føde gode killinger og om hun – som mange andre hun katte – forhåbentlig ville blive mere agressiv overfor mus og rotter, for indtil videre har hun været den mest mængende og kælne af alle vores katte. Hun er en sikker gæst, hvis en af os lige har brug for en pause og sætter os i halmballerne og kigger på smågrisene i fareboksen. 

Således trængte jeg til lige at nyde synet af diende pattegrise, der havde fundet ro igen sammen med deres mor, og fandt mig selv siddende i halmballerne med Emma på skødet.

Måske var det dagens oprindelige fokus på de ædlere dele, der havde sat sit præg, i alt fald måtte jeg i løbet af min snak med Emma konkludere, at jeg fremadrettet må indstille mig på at snakke med Emmer, for med mindre vores kattes anatomi adskiller sig væsentligt fra alle andres, må jeg nok konstatere, at der aldrig kommer killinger ud af den tykke mave, men at Emmer måske nok i stedet bare er glad for mad, og formentlig også sørger for at fange en hel del af den selv.

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *