Bloggen

Livet på Dambækgaard

Nytårsmenuen der gik i ged

31. December og dagen står naturligvis i madlavningens tegn. Fire retter med gode vine og masser af nye opskrifter og sammensætninger, der skal afprøves.
Men som med så mange andre ting, er livet på landet rimelig uforudsigeligt. Selvfølgelig er der en masse arbejde, der er afhængig af årstiderne. Kornet høstes om sommeren, æbler om efteråret og sådan har afgrøderne en naturlig årscyklus, ligesom dyrene har det. Det har naturen bare lige glemt at fortælle vores geder.
Så inden jeg fattede forklædet og tændte op for alle gryderne, var der jo lige dyrene, der skulle have første ret i deres nytårsmenu, og behovet var stort, for 2 af dem var drægtige og skulle læmme om en måneds tid. Skæbnen ville, at manden og knægten var ude, så datteren og jeg stak i gummistøvlerne og gik i stalden. Idet vi åbnede stalddøren til den forreste stald, hørte vi en meget mystisk brægen fra den bagerste stald. Så skulle der handles hurtigt, for det var helt tydeligt, at naturen havde spillet os et lille puds og leveret gedekid før normal tid.
Jeg mener faktisk ikke, at jeg havde aftalt med vejrguderne, at der skulle være 20 frostgrader den nat! Et kid var frosset ihjel og et, havde det alt for koldt i forhold til sundhedsstyrelsens gedeanbefalinger (hvis de altså havde sådan nogle).
Datteren viste heldigvis tidligt udviklet moderinstinkt, og min egen erfaring viste sig nyttig. Så midt i stalden blev hun placeret i flyverdragt med kid på skødet og min jakke til at holde dem begge varm, mens jeg fik fjernet det døIMG_2770de kid, moderkage og i øvrigt fodret. Ind i køkkenet med kiddet, og få redt en varm kasse, mens datteren hentede Falck-kasse, så navlestrengen kunne blive renset, hentede bamse til kiddet, der jo savnede sin mor, og gav sig til at læse ”Totte bader” for den lille brune klump.
Alt imens vi varmede kid, røg alle aftenens forberedelser længere og længere i baggrunden, og jeg måtte endnu engang konstatere, at min verden havde ændret sig væsentlig, og sende besked til vennerne om, at vi håbede at nå det hele, men kiddet altså kom i første række. Den nytårsaften kunne vi konstatere, at vi har lært noget de par måneder, vi har boet her, at moderinstinkt for børn sagtens kan annekteres til geder og, vi har nogle gode og forstående venner, der kommer tidligere for at ordner badeværelset, griber støvsugeren og er så fantastiske, at de roser maden, selvom menuen gik i ged.

P.S. Kiddet kom godt ind i det nye år og blev hurtigt genforenet med sin mor.

Livet på Dambækgaard

Den flygtede ged

Her er et helt gratis fif til frisk udsprungne bondefolk: Få et par geder. Det giver en række sjove– til tider lidt bizarre – oplevelser, og eftersom geder retfærdigvis har fået titlen af udbryderkonger, så er der en vis sandsynlighed for, at du hurtigt bliver kendt i nabolaget.
For vores vedkommende resulterede investeringen i Dina og Mary (opkaldt efter yndlingspædagogen i den gamle børnehave ikke kronprinsessen), at integrationen i den nye børnehave gik væsentlig hurtigere, end vi kunne have forestillet os. Efter 20 timer på matriklen besluttede Mary sig nemlig for at vælte hegnet og stikke af over marken med mudderet sprøjtende efter sig. Et rigtigt dårligt træk, når jagtsæsonen er gået ind, og man har samme farve som et stykke råvildt.
I den tre-årige optik, blev det til, at Mary var gået en tur, og der kom straks opslag op i børnehaven, om at den nye piges ged var gået en tur, og vi savnede den. Så var vi ligesom introduceret til lokalsamfundet.
Det begyndte stille og roligt at gå op for mig, at vi ikke bare fysisk er flyttet, men at hele vores begrebsapparat er flyttet med. Efter Marys flugtforsøg kunne jeg konstatere, at el-hegn nu optræder i mit ordforbrug på daglig basis.
Men som nybagt gedeejer, må jeg jo bare erkende, at sådan er mit liv blevet.
En uges tid efter gedeflugten forsvarede vores gode ven Jacob sin phd-afhandling. Jeg havde lovet at levere en skudefuld chili til afterparty. Således befandt jeg mig fredag aften med 8 liter chili pakket i termokasser, det ene ben ude af badet, og hånden nede i kosmetikpungen, da mobilen ringede. Manden var blevet ringet op af en af naboerne: ”Mangler du en ged, for jeg har en stående i hestetraileren?”. En halv time senere trillede der en trailer – nu med ged, ind på gårdspladsen, og Mary var tilbage i den forstærkede fold. Alt imens hendes redningsmand kunne ringe til sin mor og fortælle, at den tilhører de nye nede på Dambæk, og så kan vi jo være sikre på, at nyheden nok skal nå rundt.
Enden på det hele blev, at jeg endnu engang kunne konstatere, at mit begrebsapparat har udvidet sig, da jeg ringede til Jakob og brugte en undskyldning, han helt sikkert aldrig har fået før: ”Undskyld vi bliver forsinkede, vores flygtede ged er vendt hjem.”

Livet på Dambækgaard

Stress

Hvad gør du, når alt, hvad der hedder korttidshukommelse minder om en vandboring i Sahara, når en så lille ups’er, som at ungen vælter et glas mælk på spisebordet, kan få dig til at gå lange ture på korte moler i desperation, og når hundens gøen eller ungernes legeskrig får dig til at hente kærestens professionelle høreværn frem fra værktøjssamlingen? Når nattesøvn er et aldeles ukendt fænomen, fordi din hjerne og dens bekymringer nægter at gå på Ctrl+Alt+Del, og sidst du havde lyst til sex var B.O. (Before Obama)?
Diagnosen hedder stress, hvilket jo efterhånden er en folkesygdom. Egentlig kom det ikke som nogen overraskelse for mig, da lægen konstaterede, at den ikke-eksisterende lunte skyldtes stress, men den er alligevel svær at forholde sig til, når jeg pludselig bliver ramt af en altoverskyggende trang til at sætte mig i fosterstilling tudende i et hjørne, fordi vi skal pakke, inden vi skal hjem fra 14 dages solferie.
De fleste forbinder ferie med afslapning, hygge og idel lykke. Ja tak! Dem der har skabt den myte, kender ikke min familie. Begge unger fik maveonde – på skift, knægten blev hys, bare han så et sandkorn, og datteren besluttede sig for at miste evnen til at gå. Resultat: 3-årig på arm i 35 graders varme, nattesøvn afbrudt af skiften af sengetøj eller lortebleer hver nat, og hyl og skrig, ved hver strandtur.
Et godt råd til alle folkesyge: Drop ferier, bliv hjemme, sørg for at få ungerne afsat til legekammeraterne, lav et glas iste, læg dig i hængekøjen, kig op i trækronerne og INTET andet!
Og inden stressen får bagbundet og kneblet dig til dårlige mønstre, så prøv at lægge din stress i Natostilling og tag en time out: Lån en vens sommerhus et par hverdage, eller prøv luksusversionen og nap et wellnes ophold et par nætter væk fra det hele. Det vigtigste er, at du får elimineret alle ”skal’er” og får opdateret dine vil’er til en nye version. Jeg advarer dig, du kan meget let gå hen og blive afhængig af den præstationsmæssige pauseskærm, og du skal ikke forvente, der er mange ting, der har ændret sig i den korte tid, du har været væk. Men gør det så meget, hvis du når af sted i god tid, slipper du måske for stress i sidste stadie, hvor testen går fra almindelig rød advarselslys til blinkende alarmlamper og skrigende sirener?