Denne is er cremet og dejlig hurtigt sammenlignet med traditionel cremeis, hvor du er næsten er nødt til at hedde Mette Blomsterberg, for at blommerne ikke koagulerer, inden cremen er blevet ordentlig tyk.

Til ca. 1 liter is

100 gr. valnødder
2 spsk. honning
½ liter piskefløde
3 æggeblommer
1 helt æg
150 gr. sukker
1 spsk. vaniljesukker

Valnødderne hakkes meget groft, der må meget gerne være halve og kvarte nødder.
Nødderne ristes på en varm pande under omrøring. Efter et par minutter kommes honningen på panden.
Når honningen er smeltet, vendes valnødderne rundt i honningen, til alle valnødder er overtrukket med honning.
Valnødderne hældes på et stykke bagepapir og skilles med en gaffel, så de ikke hænger for meget sammen.

Fløden piskes med 50 gr. sukker – den må ikke blive for stiv.

Æggeblommer, æg, vaniljesukker og resten af sukkeret piskes til en tyk æggesnaps.

Valnødderne vendes i æggesnapsen, herefter vendes flødeskummet i lidt af gangen.

Isen fryses – gerne i ismaskine. Har du ikke en ismaskine, kan det sagtens lade sig gøre at fryse den uden. Iscremen hældes i en bøtte og stilles i fryseren. Ca. 1 gang i timen røres isen godt igennem med en ske indtil isen er fast hele vejen igennem.

Bæredygtighedsfif: Min gamle mormor lærte mig, at hvis du putter en smule sukker i piskefløden, inden du pisker, størkner fløden hurtigere. Det gør det både nemmere, hvis du pisker i hånden, og de sparer på strømmen til håndmikseren, hvis du bruger sådan en.