Jeg har aldrig været den store fan af råkostsalater. Det var vel at mærke, indtil jeg opdagede forskellen mellem at rive rodfrugterne på et rivejern og skære dem i julienne på mandolinjernet. Rodfrugten bevarer efter min mening en helt anden friskhed og saftighed, som på magisk vis forsvinder, når det bliver revet på et almindeligt rivejern.

1 kg helt friske rødbeder, helst nyopgravede

1/2 dl solsikkerkerne

2 spsk god honning

4 spsk æblecidereddike

2 spsk god olivenolie

Rødbederne skrælles og skæres i julienne på mandolinjernet.

Imens ristes solsikkekernerne på en tør pande ved middel varm. Når kernerne begynder at tage lidt farve tilsættes honningen. Når honningen er smeltet tages panden fra varmen og kernerne hældes straks ned og blandes med rødbedestrimlerne. Hvis du venter, klistrer de bare sammen i en stor uhåndterlig klump.

Til sidst overhældes salaten med eddike og olie. Det hele vendes godt sammen og stilles på køl til servering.

Salaten er bedst helt frisk, men kan sagtens laves et par timer inden servering. Hvis den laves for tidligt, bliver solsikkekernerne let lidt bløde, og de er altså bedst, når de er lige så knasende sprøde som rødbederme.