Chili/druegelé

Denne gelé er en rigtig efterårsopskrift, når du har høstet druer og chilier fra drivhuset.
Den egner sig fantastisk som ledsager ved et ostebord, især i de blæsende regnfulde efterårsaftener, hvor man rykker samen foran brændeovnen med ristede kastanjer, hjemmebagte flutes, gode oste og et glas rødvin.

Normalt er jeg ikke stor tilhænger af at tilsætte kunstig pektin, jeg foretrækker at smide 10 % umodne bær i eller, hvis det er tidlig sommer, nogle æbler fra juni/juli faldet, men det er ikke rigtig en mulighed i denne opskrift, så her har jeg altså måtte krybe til pektinkorset for at få den rette konsistens.

Chili/druegelé
500 gr. grønne druer
2 chilier – middel stærke
150-300 gr. sukker
2 tsk. Gul Melatin
½ dl vand

Druerne skylles og kommes i en gryde med vand og chilier over middelhøj varme. Bringes i kog og koger indtil drueskinnet er bristet og druerne begynder at falde lidt sammen. Derefter hældes det hele igennem et saftklæde.
Saften koges op og tilsættes sukker efter behov, det afhænger både af personlig smag og af drue- og chiliesorten. Geléen skal være sød men med et stærkt spark bagi. Geléen tilsættes et par tsk. gul Melatin for at få den rette konsistens.
Den varme gelé hældes på skoldede og atamonskyllede glas, der lukkes med det samme. Du kan med fordel fylde glasset så meget som muligt og vende bunden i vejret på det, mens geléen stadig er brændende varm. Det er også med til at sterilisere og dermed mindske mug og forøge holdbarheden.