Sidste år nåede størstedelen af vores tomater at blive ramt af skimmel, så de begyndte at rådne, inden de modnede. Det spild, kunne jeg naturligvis ikke være vidne til, så jeg begyndte at eksperimentere med at anvende grønne tomater til forskellige ting. Det blev til en stribe af salater med stegte grønne tomater og ikke mindst en ordentlig bunke glas med grøn tomatmarmelade.
I år var billedet et noget andet, vi har indtil videre aldrig haft et så godt tomatår, som sommeren 2018. Men det har nu ikke forhindret mig i at gøre min tomatmarmelade endnu bedre, for i processen med at tynde ud i tomaterne, så planten har kunne fokusere al sin styrke på at modne de sidste tomater, blev der ryddet en hel del ud, hvilket resulterede i omkring ti kg. Grønne tomater, der kunne syltes.

1 kg grønne tomater1 stang vanilje
2 spsk. Kanel
300-500 gr. Sukker afhængig af tomaternes modningsgrad
Evt. citronsaft

Tomaternes renses, stilken fjernes og de skæres i grove stykker.
Kommes i en gryde sammen med den flækkede vaniljestang. Gryden sættes over for middel varme, så tomaterne langsomt kommer i kog i deres egen saft.
Tomaternes koges møre, hvorefter der tilsættes sukker lidt af gangen. Jeg tilstræber altid at smage mig frem, så marmeladen ikke bliver for sød.
Tomaterne blendes med en stavblender, så konsistensen stadig er lidt grov. Den skal ikke blive helt flydende.
Kanel tilsættes. Afhængig af tomaternes modenhed kan marmeladen godt være lidt fad i smagen. Det kan afhjælpes ved at smage til med lidt citronsaft.
Marmeladen hældes på steriliserede og atamonskyllede glas.