Rabarbersaft

For mig har det at lave saft altid haft en række fordele: Jeg selv kan bestemme sødmen, jeg er sikker på, hvad der er kommet i, og det er genialt til at få brugt de bær, der ikke er så anvendelige til alt muligt andet.
Det sidste er i høj grad noget, der gør sig gældende for rabarber, der mister en del af deres charme, når stænglerne bliver for tykke. Til gengæld er tykke stængler geniale til saft.

Jeg har aldrig brugt måleforhold, når jeg har kogt saft, men derimod altid benyttet min mormors gamle husråd.

Rabarbersaft

1 grydefuld rabarber skåret i stykker på ca. 2 cm
Vand til det står en tommelfingers længde under rabarberne
Sukker

Gryden sættes over varmen og vandet bringes i kog. Koger indtil rabarberne er godt møre. Hældes i et saftklæde med en skål under og trækker min. et par timer, gerne til dagen efter.

Saften måles af og for hver liter råsaft tilsætter du 500 gr. sukker. Råsaft og sukker bringes i kog, og hældes på atamonskyllede flasker.

Bæredygtighedsfif
Rabarberne er der ikke meget mere kraft i. Mine grise elsker at få suppleret deres foder med lidt rabarbermos fra saftproduktionen, men hvis du ikke ligger inde med en animalsk affaldsspand i form af en sortbroget so, kan du sagtens bruge lidt af mosen, hvis du koger en jordbærmarmelade.
Hvis du som jeg ikke er stor fan af konserveringsmidler, kan du fryse saften i plastflasker, så er de lige til at tage op og smide i køleskabet, dagen før, du løber tør for nye saftforsyninger.