At græskar har en nøddeagtig smag er vel efterhånden almindelig kendt, men det kom som en virkelig positiv overraskelse for mig, hvordan kombinationen af forskellige nødder og nøddeprodukter i opskrifter med alle slags græskar for alvor kan intensivere og understøtte græskarets egen smag.
For et par år siden opdagede jeg, hvor vidunderlig cremet en græskarsuppe bliver, når der blendes en god klat jordnøddesmør i. Og siden squash for alvor blev en kombineret hade- og modegrøntsag i min barndom, har hasselnødder været en fast ingredienser i den klassiske squashkage, der blev så populær i firserne, hvor alle pludselig skulle dyrke squash i haven, uden helt at være opmærksomme på, hvor frodig en plante, de havde med at gøre. Resultatet var, at alle i firserne måtte eksperimentere med alternative måder at benytte deres squash.
Lige for tiden bugner courgetteplanterne i køkkenhaven side om side med hokkaidoen og butternutten, og som jeg skrev for en uges tid siden, har jeg også måtte tænke kreativt for at squashforbruget ikke blev for ensformigt.
For tre år siden opdagede vi ved en tilfældighed valnøddetræet, da datteren og jeg var på hyldebærjagt på ydersiden af haven, og hun samlede en grøn kugle op fra jorden, rakte mig og spurgte: “Mor, hvad er det her for en kastanje?”. Og for første gang, siden vi flyttede på landet for fire år siden, kan vi i år se frem til at få et udbytte i vores hasselhegn.
Valnødderne bruger vi til alt, rødkålssalat med granatæble, koldhævede valnøddeboller, valnøddeis med honningglaserede valnødder, i nøddekurven til jul, og i min hjemmelavede valnødde- og timianhonning. I år vil jeg se, om ikke de vil egne sig til en græskartærte.
Med en søn der har opfundet begrebet at være “nøddesulten” får den beskedne hasselnøddehøst nok få ben at gå på, før jeg når at eksperimentere i køkkenet.
I mellemtiden kan jeg så glæde mig over de fantastiske hassel- og valnøddeolier, jeg købte ved en fransk vandmølle for et par år siden. Tricket med bagværk med nødder er at tilsætte et par spiseskefulde af nøddesortens olie. Det understreger nøddesmagen og kan klart anbefales i både squashkagen og squashbollerne.