Livet på Dambækgaard

Patteboller og fastelavnsgrise

Vores dyr har en helt særlig evne. Når vi har fået en ny dyregruppe, vælger de åbenbart at lægge deres første familieforøgelse på tidspunkter, hvor det bare ikke passer ind i deres ejeres planer. Således var vores nye medlemmer af bedriften, de sortbrogede svin Magdalene og Sibylle ingen undtagelse.
I går var det fastelavn, og med fastelavn følger traditioner som fastelavnsfester, tøndeslagning og fastelavnsboller. I Himlingøje Forsamlingshus skulle der holdes fastelavnsfest, så min søndags morgenmad blev udskudt, og jeg satte kursen direkte mod melskabet for en halv times tid efter at kunne stille 60 fastelavnsboller til hævning.

For at give mig lidt ekstra arbejdsro, havde manden planlagt ekskursion med ungerne til den lokale landmand, hvor gederne er på bolleferie hos hans dværggedebuk. (Jeg gad i øvrigt godt være en flue på staldvæggen, når dværggeden forsøger at nærme sig Dina, vores temmelig stolte flokfører). De skulle bare lige nå at fodre Sibylle og Magdalene inden afgang.
Netop som alle boller var sat til hævning og en rolig morgenmad i fred og ro kunne anes for enden af oprydningen fra dagens bageaktiviteter, blev bagdøren revet op, og jeg blev mødt med et hurtigt ”Så er der pattegrise”. I første omgang troede jeg, det var en dårlig joke. Vi havde jo fået at vide, at Sibylle var blevet hurtigt stor, fordi hun var drægtig for anden gang. De af os, der har født mere end én gang, kan jo nemt nikke genkendende til, at maven spiler hurtigere ud anden gang end første, så vi forventede tidligst faring om en måneds tid. Vi blev klogere!!!
IMG_3129Heldigvis lader Sibylle til at være en rigtig god mor. Hun havde faret 13 pattegris selv i løbet af de ni timer, siden vi sidst havde været i stalden, og gik straks i gang med at dække sine unger med halm, så de kunne holde varmen, mens hun selv indtog morgenmaden, inden hun lagde sig på siden og lod dem vælte rundt i kampen om patterne.
Så efter halvanden times småjusteringer i stalden, kunne jeg lige nå at kyle en kop jordemoderkaffe og en bolle ned, inden de 60 fastelavnsboller med 6 forskellige farver glasur igen krævede min opmærksomhed.

Fastelavnsfesten var en hyggelig børnefest med masser af leg, som ungerne nød i fulde drag.

At forældrene så lige skulle indstille sig på at give slip og lade naturen gå sin gang og stole på Sibylles moderinstinkt var en anden sag. Stressfaktoren er, at der nu er tre uger til, at 13 smågrise skal på foder, og vi er ved at løbe tør. Der træder simpelthen en eller anden urkraft i funktion hos min mand, som den store forsøger.

De færdige boller
De færdige boller

Men eftersom der ikke er en 1-dags svineavlerorlov som pendant til 14-dages barselsorlov for fædre eller en gris’ første syge dage, havde manden ikke andet valg end at lade Sibylle trække det første læs, mens han får styr på foderet. Og man må jo elske ham for at tage sit ansvar alvorligt.
I dag er fastelavnsbollerne spist og der er kommet noget mere styr på foderet. Så nu er der kun tilbage for os at krydse fingre for, at Magdalene holder sine unger i maven, indtil frosten er gået af jorden, og vi er færdige med den nye svinefold!

Please follow and like us: