Bæredygtigt liv, grønt, Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Sæsonskifte: Mødet mellem sommer- og efterårsgrønt

Jeg værdsætter i meget høj grad at bo i et land, hvor vi kan mærke årstiderne skifte. Jeg tror, min begejstring for fx kålsalater, jordbær og æbler, ville være væsentlig mindre, hvis jeg havde fri adgang til dem hele året rundt.

Her ville den kvikke læser selvfølgelig kunne anføre at: ” Det har supermarkederne da sørget for, du har. ” Og ja, det har de i allerhøjeste grad, men det passer ikke rigtig ind i livsstilen som selvforsyner og bæredygtig bondekone frit at købe, hvad supermarkederne falbyder. For ærlig talt, så er der en kæmpe forskel på, om dine jordbær er plukket for 20 minutter siden i din egen have, eller for 5 dage siden i Sydafrika, og har brugt de sidste dage på en massiv CO2 udledning i transport. Det kan smages både i den reelle smag og den dårlige smag i munden over unødig miljøbelastning.

Er der noget som at høste den første spinat til en spinattærte, ovenpå en vinter, hvor rodfrugterne til sidst er ved at være mere end almindeligt slatne, eller at høste de første spæde blade grønkål og blande dem med de første æbler eller vindruer fra årets høst og valnødder til en grønkålsalat, når høsten af drivhusgrøntsager begynder at ebbe ud i oktober måned?

Men udover at kunne nyde den gode smag, så er sæsonskift sjovt nok også det tidspunkt på året, hvor jeg er mest inspireret til at prøve nye opskrifter af i køkkenet.

Når sommeren for alvor bliver afløst af solskinsfyldte efterårsdage med den begyndende kølige vind, der varsler om aftener foran brændeovnen med varm hyldebærsaft, ristede kastanjer eller nøddeknækkeri, der kendetegner ruskende kolde og våde efterårsaftener her på gården, er der altid travlt i køkkenet med syltning og eksperimenter i lange baner.

I år har det været en nogenlunde squashhøst og en helt fantastisk tomathøst, men begge dele begynder så småt at rinde ud. De få squash, der er tilbage, vokser ikke, men forbliver små og faste, så de er ideelle til omeletter eller squashfrikadeller og andre retter, hvor de ikke må være for vandede. De mange grønne tomater, der stadig hænger på friland og i drivhuset, modner kun meget langsomt, men så længe, der ikke er nattefrost, får de lov at blive ude og modne mest muligt, indtil de ender som stegte grønne tomater eller som grøn tomatmarmelade.

Græskarhøsten i år bliver præget af, at den tørre sommer har ladet frugterne vente på sig, så mine butternut squash er stadig på størrelse med en lille squash og hokkaidoerne har slet ikke nået at sætte frugter. Til gengæld lader det til, at Halloween græskarrene har været noget mere ligeglade, så jeg høstede den første 8 kg græskarbasse for et par uger siden, og der har stort set været græskar i næsten alle måltider siden. Årets favorit er helt klart gedechilien, hvor jeg fik brugt resterne af det græskar, jeg bagte til at lave græskargnocchi, et projekt jeg ikke kommer til at gentage!

Men en af sæsonens første græskarretter blev et møde mellem årstiderne, hvor de af årets små søde cherrytomater og squash fik lov at møde græskarret i en cremet pastaret med den uigenkaldeligt sidste rest af bacon (godt vi skal slagte om en måned), masser af basilikum fra drivhuset og pasta af de mange æg, vi er begyndt at få fra forårets kyllinger.

Please follow and like us:
Bæredygtigt liv, Livet på Dambækgaard

Imens vi venter på foråret

Kalenderen siger Langfredag og næstsidste dag i marts og dermed slutningen på den første officielle forårsmåned. Faktum er bare, at selvom kalenderen siger én ting, så holder vejrguderne altså på noget andet og har leveret frost og indtil flere snebyger af en kaliber, så vejrguderne har givet deres mening alvorligt til kende.
Godt nok kribler det i fingrene, men mens vi voksne brokker os over, at vi stadig ikke kan komme i jorden, at vores forspiringer bliver alt for store i vindueskarmene, at nu er vi trætte af snevejr, så har børn og dyr en helt anden tilgang til det.

Således blev årets langfredag til en kælketur med alle unger i det skønne Boesdal, hvor de sneen sprøjtede så meget om ørerne på dem på vej ned af skrænterne, at man skulle tro, de havde leget sneboldkamp. Imens nød dyrene lyset og varmen fra solen.

Grisene hygger sig
Emma i halmen
IMG_1164

De tre dage gamle pattegrise moslede rundt i halmen, katten nød en solstribe igennem staldvinduet på ryggen i en halmballe, gederne hang ud ved deres grenbunke i solen, mens hønsene puttede sig i solstrålerne mellem syrengrenene og ænderne nød varmen fra solen, mens de fik gødet drivhuset under deres oprydning for dræbersnegle.

Høns i solen
Ænderne i drivhuset

Så stik imod, hvad der sig hør og bør sådan en højhellig langfredag, blev det alt i alt en ret livsbekræftende dag, hvor varmen fra solen gjorde det muligt at drikke eftermiddagskaffen i solen i bærhaven, og de første fregner dukkede op på næsen af både børn og mor.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard

Når hamsterhjulet stoppes

For nogle år siden læste jeg en artikel, der beskrev, hvorledes antallet af ansøgning om skilsmisse er højest i januar og august/september, umiddelbart efter de længste af årets ferieperioder. De perioder, hvor vi giver os selv mulighed for, for en kort bemærkning, at træde ud af hamsterhjulet og få lidt ro. Det betyder også ro til at tale sammen som par, og når samtalen i disse perioder ikke handler om, emner som hvem kører Sophie til badminton, Peter til fodbold, tager til forældremøde og alle de der andre hverdagsspørgsmål, bliver vi nødt til som par at komme et spadestik dybere. Det tager tid, formentlig også mere tid, end der lige er på årets tur til Rhodos.
Artiklen fik mig til at tænke over, hvad der mon ville ske, hvis vi prøvede ikke at lade os rive med af den stilhed, der opstår når hamsterhjulet stoppes. Hvad ville der mon ske, hvis vi ikke blev bange for den, men omfavnede stilheden som en mulighed for at finde ind til noget dybere? Ville vi mon faktisk finde ud af, at vi ønsker et andet liv sammen, og ikke bare fortsætte rundt i hjulet som single hamster eller med en ny hamster?
Som projektmager der hopper fra det ene udviklings- og implementeringsprojekt til det andet, har jeg igennem årene stået i pausesituationer, hvor hamsterhjulet pludselig blev stoppet. Det har som regel været velkomne pauser, der giver mig tid og ro til refleksion over, hvad jeg har lyst til, det næste projekt skal handle om. Men de fleste projekter har i kortere eller længere perioder, været præget af præstationer, hvor det var nødvendigt at klemme ballerne mere sammen, end helbredet syntes om. Hvad enten det har været implementeringen af et nyt it-system eller at få en fem-retters bryllupsmenu færdig til 80 mand om to dage.
I de fleste tilfælde har jeg kunne glæde mig over et veloverstået projekt, men der er også de gange, hvor jeg blot dagligt har tilføjet et nyt lag fernis til facaden, fordi det var den eneste måde, jeg kunne holde mig oprejst og sikre, vi kom i mål. Når hamsterhjulet stopper efter den slags projekter, bliver fernissen om natten høvlet af med en sådan effektivitet, at spejlbilledet næste morgen kun er svagt genkendeligt. Det er i den slags situationer, jeg har spurgt selv, om det er det værd, og for hver gang er jeg kommet et spadestik dybere og nærmere, hvad det rent faktisk er, jeg gerne vil.
Derfor har jeg lært at se disse pauser som en kærkommen gave til at blive mere sikker på mig selv – et mere bæredygtigt menneske, der tør bryde med de konventionelle forventninger til, hvad der er et rigtigt liv.

Mange af de unge mennesker, der kommer og bor på gården, har selv valgt at stoppe hamsterhjulet. De tager et sabbatår eller bare en ferie, der skal lade batterierne op. For mange af dem, bliver stilheden så intenst larmende, at det skræmmer dem fra vid og sans. Det tvinger dem til at se på, hvad der rent faktisk motiverer dem, når de træder ud af de rammer, flertallet anser for at være normale. Desværre bliver nogle så skræmte af stilheden, at enkelte af de par, vi har haft her, valgte at gøre som parrene i artiklen og bryde med hinanden i erkendelse af, at de ville forskellige ting. Mens enkelte gør det i overført betydning ved at skynde sig tilbage i hamsterhjulet. Gad vide, hvordan det ville være gået dem, hvis de havde prøvet at nyde stilheden?
Heldigvis forlader størstedelen gården med en følelse af at have fået batterierne ladet op, have fået inspiration til en anden måde at leve på og med en tro på, at små skridt taget et af gangen, kan være vejen til at gøre en forskel for klimaet men også for dem til at blive bæredygtige mennesker, der ved, at der er lys for enden af den tunnel af stilhed, der møder dem, når hamsterhjulet stoppes.

Please follow and like us: