Bæredygtigt liv, grønt, Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Sæsonskifte: Mødet mellem sommer- og efterårsgrønt

Jeg værdsætter i meget høj grad at bo i et land, hvor vi kan mærke årstiderne skifte. Jeg tror, min begejstring for fx kålsalater, jordbær og æbler, ville være væsentlig mindre, hvis jeg havde fri adgang til dem hele året rundt.

Her ville den kvikke læser selvfølgelig kunne anføre at: ” Det har supermarkederne da sørget for, du har. ” Og ja, det har de i allerhøjeste grad, men det passer ikke rigtig ind i livsstilen som selvforsyner og bæredygtig bondekone frit at købe, hvad supermarkederne falbyder. For ærlig talt, så er der en kæmpe forskel på, om dine jordbær er plukket for 20 minutter siden i din egen have, eller for 5 dage siden i Sydafrika, og har brugt de sidste dage på en massiv CO2 udledning i transport. Det kan smages både i den reelle smag og den dårlige smag i munden over unødig miljøbelastning.

Er der noget som at høste den første spinat til en spinattærte, ovenpå en vinter, hvor rodfrugterne til sidst er ved at være mere end almindeligt slatne, eller at høste de første spæde blade grønkål og blande dem med de første æbler eller vindruer fra årets høst og valnødder til en grønkålsalat, når høsten af drivhusgrøntsager begynder at ebbe ud i oktober måned?

Men udover at kunne nyde den gode smag, så er sæsonskift sjovt nok også det tidspunkt på året, hvor jeg er mest inspireret til at prøve nye opskrifter af i køkkenet.

Når sommeren for alvor bliver afløst af solskinsfyldte efterårsdage med den begyndende kølige vind, der varsler om aftener foran brændeovnen med varm hyldebærsaft, ristede kastanjer eller nøddeknækkeri, der kendetegner ruskende kolde og våde efterårsaftener her på gården, er der altid travlt i køkkenet med syltning og eksperimenter i lange baner.

I år har det været en nogenlunde squashhøst og en helt fantastisk tomathøst, men begge dele begynder så småt at rinde ud. De få squash, der er tilbage, vokser ikke, men forbliver små og faste, så de er ideelle til omeletter eller squashfrikadeller og andre retter, hvor de ikke må være for vandede. De mange grønne tomater, der stadig hænger på friland og i drivhuset, modner kun meget langsomt, men så længe, der ikke er nattefrost, får de lov at blive ude og modne mest muligt, indtil de ender som stegte grønne tomater eller som grøn tomatmarmelade.

Græskarhøsten i år bliver præget af, at den tørre sommer har ladet frugterne vente på sig, så mine butternut squash er stadig på størrelse med en lille squash og hokkaidoerne har slet ikke nået at sætte frugter. Til gengæld lader det til, at Halloween græskarrene har været noget mere ligeglade, så jeg høstede den første 8 kg græskarbasse for et par uger siden, og der har stort set været græskar i næsten alle måltider siden. Årets favorit er helt klart gedechilien, hvor jeg fik brugt resterne af det græskar, jeg bagte til at lave græskargnocchi, et projekt jeg ikke kommer til at gentage!

Men en af sæsonens første græskarretter blev et møde mellem årstiderne, hvor de af årets små søde cherrytomater og squash fik lov at møde græskarret i en cremet pastaret med den uigenkaldeligt sidste rest af bacon (godt vi skal slagte om en måned), masser af basilikum fra drivhuset og pasta af de mange æg, vi er begyndt at få fra forårets kyllinger.

Please follow and like us:
Livet på Dambækgaard, Opskrifter

Glæden ved tid

”Hvor får du tiden fra”?,  ”det har jeg ikke tid til” og ”vi har travlt” er desværre sætninger, jeg hører alt for tit i forhold det at få vores daglige liv til at hænge sammen. Det er ikke kun i forhold til at sikre, vi spiser ordentlige veltillavede måltider, fremfor hurtige færdigretter eller – endnu værre – junkfood, der både er for dyre og for usunde. Men også i forhold til at være hele mennesker.

Hvis vi skal være bæredygtige som mennesker, er vi nødt til at få skabt bæredygtighed i såvel køkken, økonomi og sind. Hvad nytter det at halse efter at få tingene færdige på arbejde, for derefter at halse ned i daginstitutionen, så dine unger, ikke er de sidste, der bliver hentet, skynde på dem for, at I kan nå at købe ind, inden det bliver så sent, at de falder i søvn over aftensmaden, som vi ikke kunne nå at lave, og derfor er endt med en hurtig boller-i-karry-fra-Brugsen-løsning?

Og jeg er helt sikkert ikke den eneste værtinde, der gentagne gange har kommanderet rundt med hele familien, for at få gjort hytten rent, inden gæsterne kom og har nydt, når de kom ti minutter for sent, så jeg lige kunne nå et mascara-øjeblik, så jeg kunne se super overskudsagtig ud, selvom hele dagen op til besøget har været med gashåndtaget i bund.

Tid er en underlig størrelse, som vi aldrig synes at have nok af, men heldigvis har jeg igennem årene fundet ud af, at en vis form for planlægning og organisering kan skabe følelsen af mere tid.

Det startede egentlig med nogle ganske åbne spørgsmål som fx:
Hvorfor skal mine kaffeaftaler med veninderne foregå på en dyr café, hvor vi sidder ned alt for længe og spiser kage?
Er kvalitetstid med familien kun, hvis vi sidder ned og spille Uno og spiser boller og drikker varm kakao?
Hvorfor skal aftensmaden absolut laves mens ulvetimen er på sit højeste?

Hvis nu kaffeaftalen i stedet blev erstattet af en gåtur i skoven, ville veninderne og jeg både spare en del penge, få motion og få talt sammen – formentlig bedre og mere privat, end det kan lade sige gøre på den nærmeste cafe. Og hvis kaffen er en essentiel del af mødet, så kan den jo laves og tages med i en termokop, og indtages på gåturen.
Hvad nu hvis vi lod kvalitetstid med familien være en tur ud og samle grankogler, vi kan bruge til at tænde op i brændeovnen fremfor kemiske tændblokke? Ville det ikke være bedre for miljøet, og kan der ikke leges med at kaste kogler eller finde skægge fjollede former, imens? Eller hvis kvalitetstiden var ungerne, der hjalp med at plukke æbler til vinterforråd. De synes for det første, det er sjovere at klatre i træer, end de fleste voksne, og de er også væsentlig bedre til det. Samtidig kan mor og far få fornøjelsen af at anerkende deres børn for at hjælpe og for at være gode til at klatre.

Der skal jo stadig mad på bordet, lige meget om det er til gæsterne i weekenden eller til familien i hverdagen, og for mange bliver det med maden det, der er nemmest at gå på kompromis med. Det er både synd og skam, for såvel pengepungen, gæsterne, familien og ikke mindst dig selv. Der er i det hele taget ikke mange ting, der bliver bedre af, vi skynder os. Det gælder også i køkkenet. Selvfølgelig kan du ikke langtidsstege en omelet, men den er til gengæld god, når du ikke har fået planlagt i ordentlig tid og stadig gerne vil have hjemmelavet aftensmad. Men med en smule planlægning og få virkemidler, kan du rent faktisk sørge for lækker aftensmad, de dage der ellers ville være endt hos det lokale pizzeria eller færdigretter fra det lokale supermarked.

Her er et udpluk af nogle af mine favoritter, både til hverdag, men i høj grad også til gæstebud:
Krydret langtidsstegt gedeskank
Osso bucco
Ølbraiseret svineskank
Gedekølle á la Provencale

Og hvis du samtidig kan motivere dine unger til at hjælpe med at skylle salaten eller skære agurkerne, får du dem aktiveret på en god, bidragende og anerkendende måde i ulvetimen. Det er godt for selvværdet og dermed også for det hele menneske og ikke mindst, giver det jer følelsen af mere tid sammen som familie.

Please follow and like us: