Jeg har altid været fascineret af, hvordan vores bedstemødre var nødt til at få lidt til at række til meget. Så i disse coronatider bestræber vi os på gården i endnu højere grad på at leve af, hvad der gemmer sig i fryseren, i jorden og i forrådskamrene. Med slagtning af to søer i sensommeren er fryserne stadig godt proppet med svinekød, og størstedelen af det er hak. Og selvom jeg kan trylle mange spændende måltider frem med hakket kød, så må jeg indrømme, det ville være kærkomment med lidt afveksling. Lige nu har vi to argentinske wwoofere boende, mens de venter på behandlingen af deres visa. De er et par drenge, der godt kan tage fra oven på hårdt fysisk arbejde, og vores egne unger er også ved at nå en alder, hvor fortæringen er i top.

I sidste uge ville jeg gerne prøve noget andet end svinekød, men det skulle jo samtidig gerne være noget, hvor jeg var sikker på, der var mad nok, uden at det blev til kødsvineri. Jeg tog derfor en god runde i en af fryserne og hev to kyllinger fra sommerslagtningen op. Udfordringen til mig selv: Hvordan får jeg to kyllinger til at række længst muligt.

Det fjerde måltid – høns i asparges…

Konklusionen blev naturligvis, at det optimale ville være at bruge skrogene til at koge suppe på, så der udover kødet som minimum også ville blive en god bouillon til noget suppe. I den forbindelse er det nu meget bekvemt at have et brændekomfur ved hånden, da det betyder, du kan lade din bouillon stå og koge op og ned og simre i dagevis og få mest mulig kraft ud af benene. Så retningslinjerne for retter med kylling har de sidste dage set ud som følger:

Fredag

  • Parter kyllingerne i lår, overlår, vinger og bryst
  • Smid skrog med laurbær, gulerødder, løg, peberkorn og salt i en stor gryde, fyld vand på og sæt det over brændekomfuret (har du ikke et brændekomfur så kog det op og lad det simre i ca. 1,5 timer
  • Lav filippinsk kylling af lår, vinger og hals (giver 2 stykker kød pr. mand)

Lørdag

  • Lav butterchicken af alle brystfileterne

Søndag

  • Brug bouillon til kartoffelsuppe

Mandag

  • Pluk kødet af skrogene og skær det i småstykker
  • Lav høns i asparges og få brugt de tarteletter og den dåse asparges,, du havde til overs fra julen eller hvornår du sidst havde den slags i huset
  • Pynt med friskhakket bredbladet persille fra haven

Tirsdag

  • Frys den sidste liter bouillon ned til suppe en anden dag, når nu du er ved at have fået nok af kylling og trænger til en gang frikadeller!

Sådan får du to høns til at række til fem måltider til syv mand!