Der er mange måder, man kan genanvende kaffe på, og dermed lette lidt på sin dårlige samvittighed over at drikke noget, der ikke ligefrem kan prale af at være bare nogenlunde lokalt dyrket. Et meget overkommeligt skridt, i forhold til at genanvende dit kaffegrums, vil være at starte med at bruge kaffegrumset, når du skal vaske hænder. Det hjælper fx rigtig godt, hvis du har dej på hænderne, eller hvis ungerne kommer ind og skal have vaske hænder efter en god omgang mudderbad.
Dernæst kan du begynde at tænke i skønhedsprodukter. Kaffe gør gode ting for huden, så hvis du er glad for skønhedsprodukter, hvorfor så ikke sparer penge ved i stedet af genanvende dit kaffegrums og lave din egen bodyscrub?
Bodyscrub af med brugt kaffe
200 gr. kaffegrums
1 dl økologisk ekstra jomfru olivenolie
50 gr. fint middelhavssalt
4-5 dråber essentiel olie efter eget valg.
Kaffe, olie og salt røres sammen og tilsættes til sidst dråber af den olie, du foretrækker. Jeg plejer at bruge lavendelolie, da lavendel i lighed med kaffe og olie, har nogle rigtig gode indvirkninger på huden.
Scrubben kommes på glas, og inden du kommer låg på glasset, kan du med fordel dække den med olivenolie, da de det er et naturligt konserveringsmiddel, der sikrer en længere holdbarhed.
Jeg plejer at lave små glas, så jeg ikke får for mange bakterier ned til scrubben. På den måde sikrer jeg, at den ikke bliver dårlig, inden jeg når at bruge den op.
Den kan holde sig mindst en måned.