Denne tærte kan laves utrolig hurtigt, hvis du har en foodprocessor, og ellers må du i gang med rivejernet.

1 stort løg
3 mellemstore courgetter (max. 200 gr. pr. stk.)
80 gr. revet ost ( gerne cheddar, men div. osterester kan sagtens bruges)
150-175 gr. mel
2 tsk. bagepulver
5 æg
½ dl olie
Salt
Peber
Bacon i skiver

Ovnen opvarmes til 200 grader.

Løget hakkes i foodprocessoren. Hakkekniven skiftes ud med det grove rivejern, og courgetter og ost rives ned til løget.

Blandingen hældes i en skål og piskes sammen med æg, mel, bagepulver, olie og salt og peber og hældes direkte i et tærtefade.

Ovenpå blandingen lægges baconskiver, til hele tærtefadet er dækket.

Derefter bages tærten i ca. 30 minutter i ovnen, eller indtil baconen er gylden.

Tærten tages ud af ovnen og hviler ca. 10 minutter inden servering, så den stadig er varm, men ikke brændende.