Jordskokkesupper og puréer serveres ofte som en delikatesse på diverse restauranter, og med god grund. Den nøddeagtige smag er fantastisk. Den eneste lille ulempe er grøntsagens indflydelse på tarmfloraen, hvorfor jordskokkesuppe her i huset konsekvent hedder pruttesuppe!
Men trods den øgede aktivitet i luftgennemstrømningen i de nedre maveregioner, vil jeg alligevel slå et slag for jordskokken. For når jeg sammenligner, hvad vi gladelig betaler for pinjekerner, pistacienødder, tørrede svampe og andre fødevarer, der kræver en besværlig bearbejdning, før vi kan udnytte dem, med arbejdet med at få skrællet de knoklede jordskokker, kan jeg undre mig over, at de kan fås for en slik.
Sidste forår lagde vi ca. 20 jordskokker i en nedlagt del af svinefolden – nå ja helt oprigtigt i deres foretrukne toilet. Det gav nogle planter, der var over 2 meter høje og som gennemsnitligt giver 1,8 kg jordskokker pr. lille bitte jordskok, vi lagde.
Med det udbytte må jeg så også indrømme, at hele familien trængte til et alternativ til den klassiske suppe og puré. I aften har vi derfor fået jordskokkecarpaccio.
250 gr. jordskokker
2 spsk. hasselnøddeolie
2 spsk. cidervineddike
Jordskokkerne skrælles og skæres i skiver, så tyndt som muligt. Hvis du ligger inde med et mandolinjern, kan jeg varmt anbefale at bruge dette. Skivernes lægges på et fladt fad, i så tyndt et lag som muligt.
Olie og vineddike rystes sammen i et lille bæger med låg og hældes straks henover jordskokkerne.
Fadet stilles køligt og trækker en time inden serveringen.