Livet på Dambækgaard

Stress – overvejelser, når arbejdslivet griber forstyrrende ind

De sidste uger, ja vel i virkeligheden de(t) sidste år, har der været pres på, og presset fylder i stort set alle aspekter af livet. Det bliver talt om, omtalt, italesat – for nu at bruge et for alvor fortærsket udtryk – og er efterhånden fast ingrediens på diverse større konferencer og netværksmøder.
Således sad jeg forleden til konference og lyttede til et foredrag om stress. Om hvordan vi kan blive mindre stressede og mere nærværende.
Når vi starter med statistikken over, hvor mange mennesker, der er stressede, hvor mange der bliver alvorligt syge og endda dør, og oplægsholderen stiller spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at mindske stress, hvad kan du selv gøre? Så er det, jeg tænker, har vi gang i en kollektiv symptombehandling med at lægge tre tommer tykt asfalt over årsagen og behandle stressen i stedet for at behandle et sygt samfund, der stiller nogle urealistiske krav til den samlede arbejdsstyrke? Og her mener jeg dem der så er i arbejde, for af en eller anden grund presses de i arbejde til at løbe stærkere og stærkere, mens antallet af ledige er steget markant de senere år.
Der er efterhånden mange – og dygtige – oplægsholdere og forfattere, der fortæller om stress, hvad det er, hvad symptomerne er, hvordan du kan yde hjælp til selvhjælp, så du bliver mindre stresset. Behovet for oplysning om stress har bestemt været reelt, og det er dejligt for disse oplægsholdere, at de kan ernære sig selv ved at tage til diverse konferencer, foreningsmøder mv. for at fortælle om stress.
Mit spørgsmål til dem, hvornår er det de løfter det niveauet højere op, og stiller det supplerende spørgsmål: Og hvad kan vi som samfund gøre for at mindske det pres, der betyder at de fleste af mine kolleger kommer tilbage fra tre ugers ferie og ser ud som om, de har tilbragt det meste af sommerferien i Helmandprovinsen og ikke på en solseng i Grækenland? Og det eneste, de virkelig trænger til er tre ugers ferie mere.
Jeg selv er ingen undtagelse. Der er ingen tvivl om, at daglige pauser, der kan sniges ind i det overbookede liv, er dejlige og en nødvendighed, hvis vi skal kunne holde til tempoet. Spørgsmålet er: Skal vi det? Alternativet kunne jo fx være at stoppe op, og stille spørgsmålstegn ved, om det er det her arbejdsliv, vi ønsker?

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *