For nylig blev jeg spurgt, hvorfor vi har valgt ikke at være statskontrollerede økologer, så vi kan få det røde ”Ø”.
Det hurtige svar på det spørgsmål er: ”Fordi vi er en meget taknemmelig genbrugsplads”.
I starten af februar besøgte jeg en veninde, der bor i parcelhus i Herlev. På vej ud i bilen efter timers kaffeslabberas, støder jeg ind i et grantræ. Det var juletræet. Det havde stået ude siden d. 27. december, var stadig fint grønt og stod bare der og grinede af dem, hver dag de gik forbi, over at de ikke have haft tid til at køre det på genbrugspladsen. I et snuptag røg det bag i bilen, hjem til Dambæk og direkte over hegnet til grenhungrende geder, der nu har sørget for, der er fine afbarkede grantræer, vi kan bruge til diverse.
En sms til naboerne i landsbyen havde i starten af januar givet flere grantræer og mætte, glade geder. Om en måned, når vi har klippet den 150 meter lange tjørnehæk, smides hækaffaldet på traileren, der derefter køres ind i gedefolden. Så vil vi de næste par dage kunne nyde synet af syv geder, der boltrer sig i deres version af fredagsslik på toppen af vores trailer. Hækaffaldet er nemmere for naboerne at smide fra traileren og direkte ud i folden, fremfor at bugsere det op i containere blandt alle de andre trailerbilister på genbrugspladsen.
To-tre gange om ugen triller varevognen ind fra vores lokale grønthandler med frasorteret grønt, og vi har et glædeligt slagsmål i svinefolden over variationen i forplejningen.
Udfordringen i forhold til det fine røde ”Ø” er, at vi ikke må modtage alle de her dejlige former for dyremad, der ellers ville ende i container eller på genbrugspladsen. For så er forbrugeren ikke sikret det er økologisk. Desværre lader det til, at for at sikre forbrugeren har vi udviklet os til at blive sekteriske omkring vores økologi, så den ikke altid giver mening.
Hvor økologisk, jeg end er i hjertet, så ved jeg, at det er utopi at tro, vi kan få alle til at dyrke og leve 100% økologisk, og for mig er der altså ingen logik i at smide mad ud, som stadig har en foderværdi for dyr, som i sidste led også ender som mad. Så vores dyr lever altså 90% økologisk, men de sidste 10% gør dem ikke værdige til at få det røde ”Ø”
Så mit svar til de, der ikke forstår, hvorfor vi ikke har det fine røde ”Ø” er: Vi vil meget hellere være en taknemmelig genbrugsplads.