Det er august, og det har været en varm sommer. Resultatet er en bugnende køkkenhave. Græskar med fem-seks meter lange stængler, der lystigt gror hen over højbedene med porrer og rødbeder, majs der tårner sig op, Borlottobønner, der kravler på deres pinde, og courgetter (eller squash om man vil) der leverer frugter i et tempo, der kunne gøre måde FedEx og GLS grønne af misundelse.
For ikke at få for ensformig kost, har jeg været nødt til at eksperimentere lidt i køkkenet. Heldigvis er vi netop vendt hjem fra et par ugers gastronomisk inspiration i det franske.
Ungerne er ikke hysterisk vilde med grillede courgetter, der ellers er en af mine klare favoritter. Til gengæld er den ældste fuldstændig umættelig, når det kommer til min nyudviklede courgetteterrin, der netop er inspireret af et lille hyggeligt Auberge i Luberon, husbonden og jeg besøgte på vores sidste bare-os-to-ferie. I syv år har jeg forsøgt at matche autenciteten i det franske landkøkken, og at dømme efter familiens reaktion, er jeg sluppet rimeligt heldigt fra det.
Der er enkelte courgetter, der har gemt sig under stænglerne og er blevet en anelse for store. De egner sig perfekt til at blive skåret i tern, frosset ned i halvkilos portioner, der nemt kan tages op og anvendes i en krydret courgettesuppe, når efteråret komme buldrende med regn og blæst.
Men den helt sikre vinder hos hele familien er squashtærten, der er dejligt nem for moderen at lave og smager fantastisk, måske fordi den er krydret med det eneste sande krydderi: Bacon!
