At være kaffeelskende nordbo er ikke ligefrem noget, der giver bonuspoint i det store bæredygtighedsregnskab. Men jeg er nu hverken så fanatisk eller på nogen måder kaffefornægter, at jeg vil opfordrer nogen til at droppe at drikke kaffe. Men der er små skridt, du kan tage i det daglige for stadigvæk at få et enkelt bæredygtighedspoint eller to.
Et godt sted at starte er at droppe din Nespressomaskine, hvis du har sådan en. Tænk på, hvor meget emballage, der går til at lave en enkelt kapsel. Hvis du, som jeg, er afhængig af din espresso, så invester i stedet i en lille espressokande. De fås i alle størrelser, så de passer til både singlelivet og storfamilien. Dernæst kan du sørge for, at dit kaffemærke er Fairtrade, så er du i det mindste sikker på, at der er taget hensyn til både miljø og mennesker i fremstillingen.
Så kan du overveje at sætte dit kaffeforbrug en smule ned. Det er almindelig kendt, at danskerne er enormt gode til at drikke kedsomheds- eller overspringskaffe. Især i arbejdsmæssig sammenhæng, hvor turen hen til kaffeautomaten kan være et kærkomment afbræk fra den ventende arbejdsopgave. Og det er næsten utænkeligt, at vi mødes med vennerne en eftermiddag uden, kaffe er involveret. Prøv at start med en mindre kop, og måske erstatte hver anden kop med vand eller te. Teen kan du jo fx lave helt enkelt ved at tørre nogle mynteblade og tilsætte kogende vand. Det er både friskt og stort set gratis.
Når man bruger omkring 8-9 måneder af året på at have wwoofers, der vil lære noget om økologisk landbrug, på kost, så har det også en hvis indvirkning på husstandens kaffeforbrug. Godt nok genbruger vi vores kaffegrums i komposten, og selvom det i sig selv er godt, har jeg længe haft et problem med følelsen af bare at smide kaffegrumset ud, når nu, det også har så mange andre gode anvendelsesmuligheder end kompostbunken.
Så igennem det sidste stykke tid, har jeg eksperimenteret i forskellige andre anvendelsesmuligheder, hvoraf flere har vist sig at kunne slå flere fluer med et smæk. Kaffegrums – i moderate mængder – er rigtig godt til at rense afløb. I min verden er der en overrepræsentation af både dej til brød, boller, pasta mv., fingre der er godt beskidte efter have- eller staldarbejde eller børnehænder, der har været travlt optaget af et længerevarende mudderbad. Så eftersom kaffegrums har vist sig som et fantastisk middel til at få renset hænderne fri for alle ovenstående elementer, inden hænderne vaskes med sæbe, hvorfor så ikke kombinere rene hænder med et rent afløb?
Jeg kan heller ikke sige mig fri for at have en del udfordringer med skønhedsprodukter, der er proppede med parfume og parabener. Og det svanemærke, jeg automatisk fik stemplet i panden, da jeg første gang blev gravid, er ligesom ikke rigtig gået af i vask. Men en hel del af vores wwoofers tæller også unge piger, som er præget af en skønhedsindustri, der fortæller dem om nødvendigheden af diverse skønhedsprodukter, hvis du vil have et succesfuldt liv.
En del af konceptet omkring at wwoofe på gården er også, at vi viser dem alternative måder at leve på, og viser dem vejen til at implementere mere bæredygtige handlemønstre uden nødvendigvis at skulle føle sig tvunget til at gå for meget på kompromis med sin livsstil. Så en af de nye ting, der er blevet indført for nylig er husets hjemmelavede bodyscrub.
Det slår indtil flere fluer med et smæk:
Du sparer penge på dyre skønhedsprodukter
Du får stadig en blød og lækker hud og olien i scrubben betyder, at du også kan droppe bodylotion
Et renset afløb og ikke mindst genanvender du dit kaffegrums og får dermed et par ekstra point på bæredygtighedskontoen. Så nyder nordboen med lidt bedre samvittighed sin morgenkaffe.