Jeg elsker vinter, altså vinter hvor sneen daler blødt i store snefnug og lægger sig som en dyne over hele landet. Sneen gør gode ting for os, den tvinger os til at sætte tempoet ned og gør os ude af stand til at skynde os, for når vejene er glatte og togene er forsinket, er vi nødt til at tage tingene lidt mere roligt.
De sidste års våde vintre kan jeg sagtens være foruden. Jeg vil langt hellere bytte en kold og våd november dag med en frostklar, frisk og hvid februar dag.
Udfordringen, kommer så når vinteren melder sin ankomst i marts!
Det er jo her kalenderen melder forår, og det begynder at krible i fingrene forat komme i jorden forberede den til at modtage de mange forspiringer, der foretages inden døre.
Dilemmaet mellem glæden over den hvide udsigt fra vinduerne, hvor markerne er dækket af sne og der dannes iskrystaller i tagvinduerne, mens aubergine-planterne titter frem med de første blade, og kålfrøene egentlig skulle i potter ude i mistbænken.
Det er her, glæden skal kæmpe lidt med utålmodigheden.
Men man kan jo også vælge at tage det som en velfortjent pause og putte foran brændeovnen med en varm kop myntete, af den tørrede mynte fra sidste års høst og glæde sig til, de første mynteblade igen titter op af jorden.
