Fisk i køkkenet er husbondens område. Hvis jeg laver fisk, sker det stort set kun på kunders bestilling.
Når jeg synes fisken er fin, mener alle andre, den er tør, mens jeg synes den er sjasket, når de mener, den er helt perfekt.
Sagt med andre ord, jeg er ganske enkelt ikke fan. Til gengæld er jeg gift med oldebarnet til manden, der startede fiskeauktionen i Skagen og som er umanerligt kritisk, når det kommer til fisk. Så tal lige om et forventningspres og heraf naturligt følgende præstationsangst ved tilberedningen, og de fleste gange har fiskeretten været et one-hit-flop, og har ikke klaret kvalifikationen til en fast del af repertoiret.
Så når en ven dukker op med en hel side laks og spørger, om vi ikke skal eksperimentere, forårsager det øjeblikkelig koldsved, men samtidig kan jeg jo ikke sige mig fri for at konkurrencegenet slog igennem og trumfede koldsveden. Vel at mærke konkurrencen med mig selv og udsigten til – efter sytten års håbløs kamp – rent faktisk at få thumbs up på en fiskeret fra den selvudnævnte fiskemads anmelder.
Hvor min selvtillid i forhold til tilberedning af fisk skal trækkes frem fra langt inde under gulvtæppet, så vil jeg i al ubeskedenhed sige, at jeg laver en spaghetti carabonara, som får en italiensk hjemmegående husmor til at overveje at blive kassedame.
Tilbage i folkeskolen lærte jeg noget med, at når man lægger minus og minus samme giver det altid plus, mens resultatet ved at lægge minus og plus sammen afhænger af størrelsen af de enkelte dele. Så lørdag blev jeg enig med mig selv om, at carbonaraens værdi til hver tid må være større end min fiskeforbandelse, og nu var det på tide at bryde forbandelsen ved at bruge min spaghetti carbonara som tryllestav og lave en lakse carbonara.
For første gang nogensinde, gik fisken ikke i fisk, men endte med at blive en så stor succes, at ungerne rent faktisk sagde, det var sygt godt! Jeg tror det oversat for forældregenerationen betød, at de godt kunne lide det, og husbonden endte faktisk med at tømme gryden. Succes! Og det bedste af det hele var faktisk – jeg syntes selv, det sagtens kunne tåle et gensyn!
