For nogle år siden læste jeg en artikel, der beskrev, hvorledes antallet af ansøgning om skilsmisse er højest i januar og august/september, umiddelbart efter de længste af årets ferieperioder. De perioder, hvor vi giver os selv mulighed for, for en kort bemærkning, at træde ud af hamsterhjulet og få lidt ro. Det betyder også ro til at tale sammen som par, og når samtalen i disse perioder ikke handler om, emner som hvem kører Sophie til badminton, Peter til fodbold, tager til forældremøde og alle de der andre hverdagsspørgsmål, bliver vi nødt til som par at komme et spadestik dybere. Det tager tid, formentlig også mere tid, end der lige er på årets tur til Rhodos.
Artiklen fik mig til at tænke over, hvad der mon ville ske, hvis vi prøvede ikke at lade os rive med af den stilhed, der opstår når hamsterhjulet stoppes. Hvad ville der mon ske, hvis vi ikke blev bange for den, men omfavnede stilheden som en mulighed for at finde ind til noget dybere? Ville vi mon faktisk finde ud af, at vi ønsker et andet liv sammen, og ikke bare fortsætte rundt i hjulet som single hamster eller med en ny hamster?
Som projektmager der hopper fra det ene udviklings- og implementeringsprojekt til det andet, har jeg igennem årene stået i pausesituationer, hvor hamsterhjulet pludselig blev stoppet. Det har som regel været velkomne pauser, der giver mig tid og ro til refleksion over, hvad jeg har lyst til, det næste projekt skal handle om. Men de fleste projekter har i kortere eller længere perioder, været præget af præstationer, hvor det var nødvendigt at klemme ballerne mere sammen, end helbredet syntes om. Hvad enten det har været implementeringen af et nyt it-system eller at få en fem-retters bryllupsmenu færdig til 80 mand om to dage.
I de fleste tilfælde har jeg kunne glæde mig over et veloverstået projekt, men der er også de gange, hvor jeg blot dagligt har tilføjet et nyt lag fernis til facaden, fordi det var den eneste måde, jeg kunne holde mig oprejst og sikre, vi kom i mål. Når hamsterhjulet stopper efter den slags projekter, bliver fernissen om natten høvlet af med en sådan effektivitet, at spejlbilledet næste morgen kun er svagt genkendeligt. Det er i den slags situationer, jeg har spurgt selv, om det er det værd, og for hver gang er jeg kommet et spadestik dybere og nærmere, hvad det rent faktisk er, jeg gerne vil.
Derfor har jeg lært at se disse pauser som en kærkommen gave til at blive mere sikker på mig selv – et mere bæredygtigt menneske, der tør bryde med de konventionelle forventninger til, hvad der er et rigtigt liv.
Mange af de unge
mennesker, der kommer og bor på gården, har selv valgt at stoppe hamsterhjulet. De tager et sabbatår eller bare en ferie, der skal lade batterierne op. For mange af dem, bliver stilheden så intenst larmende, at det skræmmer dem fra vid og sans. Det tvinger dem til at se på, hvad der rent faktisk motiverer dem, når de træder ud af de rammer, flertallet anser for at være normale. Desværre bliver nogle så skræmte af stilheden, at enkelte af de par, vi har haft her, valgte at gøre som parrene i artiklen og bryde med hinanden i erkendelse af, at de ville forskellige ting. Mens enkelte gør det i overført betydning ved at skynde sig tilbage i hamsterhjulet. Gad vide, hvordan det ville være gået dem, hvis de havde prøvet at nyde stilheden?
Heldigvis forlader størstedelen gården med en følelse af at have fået batterierne ladet op, have fået inspiration til en anden måde at leve på og med en tro på, at små skridt taget et af gangen, kan være vejen til at gøre en forskel for klimaet men også for dem til at blive bæredygtige mennesker, der ved, at der er lys for enden af den tunnel af stilhed, der møder dem, når hamsterhjulet stoppes.
