De fleste haveinteresserede kender fornøjelsen ved september måneds overflod af afgrøder, der skal høstes, syltes, koges eller fermenteres.
Og så er der februar måned, kendt for frostklare dage, og perioden, hvor forspirringerne indendørs for alvor går i gang. Jeg elsker vinter, altså den der rigtige vinter, men sne og de frostklare dage, hvor man nærmest kan se diverse bakterier og skadedyr dø ved frostens kølle. Udfordringen er bare det der med, at grøntsager altså smager bedst, når de er helt friske, og de er altså pokkers svære at få op af jorden, når det er minus 5 graders frost. Så derfor bliver det gastronomiske februar ofte synonym med lidt halvslatne rodfrugter, der er blevet bløde af for mange måneders opbevaring.
Men ikke her i huset. Efter en skøn dag i haven, hvor foråret begyndte at antyde sin komme – jaja, jeg ved godt, den står på frostvejr resten af måneden og et stykke ind i marts – afsluttede jeg dagens sætning af blomsterløg med en tur rundt i køkkenhaven for lige at se, om den faktisk havde mere at byde på.
Grønkål og rosenkål stod naturligvis stadig flot og rank, men de kan jo også tåle mosten. Det er straks værre, når det kommer til grøntsager som gulerødder og rødbeder. I dag var så dagen, hvor den rettidige omhu blev belønnet. For selvom det har været en – efter min mening – alt for mild vinter, så har der dog stadig været dage og ikke mindst nætter med rimelige frostgrader. Men se inden frosten blev et tilbagevendende vejrfænomen, blev rødbedebedet dækket over med 30 cm blade fra haven, som nu ligger og formulder og giver næring til det kommende bed, og bladene blev så holdt på plads med et stykke overskydende fiber/insektdug.
Resultat: Aftens pastaret blev suppleret med en knasende sprød rødbedesalat med honningristede solsikkekerner.
Det er den slags små ganegaver, der er værd at mindes, når der skal rives blade sammen på den 1000 kvm store græsplane til efteråret. For nøj, hvor er man egentlig et priviligeret menneske, når man kan høste helt friske grøntsager midt i februar.
