Bulgursalat med græskar, grønkål og tahindressing

Bulgursalat med græskar, grønkål og tahindressing

Til tider skal der tænkes kreativt, når det kommer til opskrifter på friske salater om vinteren. Men for selvforsyneren, er denne bulgursalat med bagt græskar og frisk grønkål et ret godt bud på en lækker frokostret. Den

egner sig også ganske glimrende som tilbehør til en af vinterens simreretter. Prøv den fx til denne ølbraiserede svineskank.

260 gr. bulgur

400 gr. valgfrit græskar

2 spsk. olivenolie

4-6 store blade grønkål

150 gr. cremet feta

3 spsk. pinjekerner

1/4 granatæble

Salt og Peber

Tahindressing

120 gr. saltet tahin

1 dl vand

3 fed hvidløg

2 spsk citronsaft

 

Fremgangsmåde

Bulguren koges som anvist på pakken og stilles til afkøling.

Ovnen forvarmes til 200°.

Græskarret skures rent og skæres med skræl i mundrette stykker, vendes i olivenolie, salt og peber. Bages i ovnen i 15-20 minutter til skrællen er mør. Tages ud og køles af.

Pinjekernerne ristes gyldne.

Det skyllede grønkål snittes i små stykker, fetaen smuldres og granatæblekernerne befries for hinder.

Alle ingredienserne til dressingen blendes sammen, enten i minihakker eller med stavblender.

Den afkølede bulgur blandes med dressingen og alle de øvrige ingredienser. Hvis du gerne vil have din salat til at være endnu mere farverig, holder du lidt tilbage af græskar, kål, feta og granatæble og drysser over lige inden servering.

Bæredygtighedsfif

Hvorfor ikke benytte strømmen, ovnen bruger på at varme op, til samtidig at få ristet dine pinjekerner? Det kræver, du holder en smule øje, men hvis du starter med at give dem 5-7 minutter, og hvis de ikke er gyldne til den tid, så giver du dem et minut af gangen, indtil de har den rette farve.